Fakkeloptog mod ghettolisten i Gellerup fik stor mediebevågenhed
Gellerup og Toveshøj optræder stadig på ghettolisten
Tekst Helle Hansen, foto Helle Hansen og Elsebeth Frederiksen

Den første december har de sidste mange år været lig med G-dag for beboerne i Gellerupparken og Toveshøj. G for ghettolisten, som blev opfundet af Lars Løkke Rasmussens borgerlige regering i 2010. Den 1. december, hvor resten af danskerne tager hul på den hyggelige december-måned med at åbne årets julekalender, kan beboerne i boligområder, der ender på listen, se frem til udskamning og stigmatisering – og de seneste syv år, siden Parallelsamfundsloven blev opfundet, også frygten for, at nogen kommer og river dit hjem ned eller sælger det, og tvinger dig og din familie til at skulle flytte et andet sted hen.
I Gellerupparken valgte beboerne sammen med Almen Modstand i år at markere G-dagen med et fakkeloptog, som skulle gå rundt om området , og slutte af med suppe i Samlingshuset.
Dagen igennem havde de lokale og landsdækkende medier fortalt historien om, at listen var blevet offentliggjort, og at Gellerupparken og Toveshøj sammen med Bispehaven stadig optræder på listen sammen med tre andre boligområder i Danmark.
Da faklerne om aftenen skulle tændes foran blok A4 på Jettesvej, var der næsten lige så mange tv-folk, som der var aktivister nedenfor blokken.
Her var det en udfordring overhovedet at få ild i faklerne, men det lykkedes, og sammen med tv-holdene, der sendte live fra optoget, begav deltagerne sig af sted ud på ruten, hvor der undervejs blev råbt slagord mod Parallelsamfundsloven.
Efter knap en halv times vandring, hvor de fleste af faklerne måtte give op for vinden, endte optoget i Samlingshuset, hvor der blev serveret lækker varm suppe og snakket om dagens aktivitet og ikke mindst om forventningerne til offentliggørelsen af EU-rettens dom den 18. december.

I Samlingshuset vankede der karrysuppe til alle.
Beboerne varmer op til dommedagen foran Jettesvej 25-29
Torsdag den 18. december klokken 9:.30 bliver EU-Rettens dom offentliggjort i en live-udsendelse fra Luxembourg. Det bliver der mulighed for at opleve på storskærm i Samlingshusets store sal, hvor Gellerupparkens afdelingsbestyrelse inviterer beboere og andre nysgerrige på morgenkaffe og dom. Forventningen til dommen er positiv hos de beboeraktive efter generaladvokatens udtalelse i februar, og håbet er, at det bliver en tidlig julegave til beboerne i Gellerup og Toveshøj og alle de andre boligområder, som har været berørt af parallelsamfundsloven.I dagene op til den 18. december vil beboerne i Gellerup mødes rundt om bålfade og hygge sig sammen neden for blok A4, Jettesvej 25-29. Her vil de forsøge at skabe god stemning og snakke om, hvad de ønsker, at der skal ske for området, når dommen er afsagt, og der forhåbentlig kommer vished om, hvorvidt parallelsamfundsloven var et fejlskud fra politikerne.
Mandag, tirsdag og onsdag, den 15.-17. december, fra klokken 17-18, er der ild i bålfadene ved A4, og efterfølgende er der åbent i Samlingshusets Store Sal, hvor der i et par timer er kaffe og te på kanden, mens der foregår forskellige aktiviteter i løbet af de tre aftner.
Hold øje med Gellerupparkens facebook-side.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-07 December

