Afd. 28: Skovlunden fik sin første afdelingsbestyrelse
På afdelingens første afdelingsmøde blev der valgt en bestyrelse, godkendt et budget og taget stilling til en række forslag
Af Marlene Skau Titanium

Skovlundens bestyrelse: (fra venstre) Mathias G. Rasmussen, Bjarne Olesen og Mila Vester. C. A. Madsen er ikke med på billedet.
Skovlunden er en ny boligafdeling, hvor beboerne flyttede ind i foråret. Onsdag den 2. september blev derfor det første afdelingsmøde i afdeling 28 afholdt i KHIF-Hallens cafeteria.
11 af afdelingens 60 lejemål var repræsenteret på mødet. Ud over de faste punkter på dagsordenen skulle beboerne blandt andet vælge Skovlundens første afdelingsbestyrelse.
Direktør i Brabrand Boligforening Kristian Würtz bød velkommen og fortalte om beboernes muligheder for at få indflydelse gennem beboerdemokratiet. Han understregede, at det er beboernes hjem, og at afdelingsmødet er det sted, hvor de i fællesskab træffer beslutninger om deres boligafdeling.
Arbejdet med beboerdemokrati begyndte allerede i foråret
Arbejdet med beboerinddragelse begyndte allerede inden det første afdelingsmøde. Siden foråret har beboerne kunnet deltage i forskellige interessegrupper og drøfte blandt andet brugen af fællesarealerne, beplantningen i området og afdelingens husorden.
På mødet fortalte beboer Mila Vester om arbejdet i interessegruppen for husordenen. Hun beskrev forårets workshops som en god begyndelse på gruppens arbejde og fortalte, at det havde været rart at få mulighed for at sætte præg på det boligområde, som beboerne nu er ved at skabe sammen.
Arbejdet i interessegrupperne har desuden givet deltagerne mulighed for at lære hinanden at kende og drøfte forskellige ønsker til livet i den nye afdeling.
Kristian Würtz takkede beboerne for deres deltagelse i interessegrupperne og for de forslag, der var indsendt til afdelingsmødet. Med forårets arbejde og det første afdelingsmøde er der, som han udtrykte det, blevet sået et frø til beboerdemokratiet i Skovlunden.
Budget godkendt
På mødet blev der også spurgt til fejl og mangler efter indflytningen. Brabrand Boligforening oplyste, at de fleste registrerede fejl og mangler er blevet udbedret. Beboerne blev samtidig opfordret til at henvende sig til boligforeningen, hvis de fortsat oplever problemer eller har spørgsmål til deres bolig. Administrationschef Susanne Witting præsenterede derefter afdelingens budget. Da Skovlunden er en ny afdeling, gav hun også en introduktion til, hvordan en afdelingsbestyrelse normalt samarbejder med boligforeningen om budgettet.
Budgettet, som medfører en huslejestigning på 1,8 procent, blev godkendt.
Forslag om afdelingens fælles rammer
Inden afstemningerne orienterede boligforeningens jurist, Mie Gyldendal Pinsker, om reglementerne i en almen boligafdeling og om beboernes mulighed for at ændre reglerne gennem beslutninger på afdelingsmødet.
Der var flere forslag på dagsordenen. De handlede blandt andet om affald, rygning, støj og husdyrhold.
Skovlunden deler nogle af de udendørs områder med en boligafdeling under Aarhus Omegn. Derfor kræver visse beslutninger, at begge afdelinger bakker op om dem. Det gjaldt blandt andet
forslag om fuglesikrede skraldespande og skiltning på fællesarealerne.
Et af forslagene handlede om muligheden for at holde husdyr. Hidtil har husdyrhold ikke været tilladt i afdelingen. På mødet blev det vedtaget, at beboerne fremover må holde én hund eller én kat pr. bolig. Tilladelsen er knyttet til en række regler om blandt andet hensynet til naboer, bo-liger og fællesarealer.
Fire beboere valgt til bestyrelsen
Afslutningsvis blev der holdt valg til Skovlundens første afdelingsbestyrelse. Her blev Mila Vester, Bjarne Olesen, C.A. Madsen og Mathias G. Rasmussen valgt.
Med valget har afdeling 28 fået en bestyrelse, som fremover kan repræsentere afdelingen og indgå i dialogen med Brabrand Boligforening. Det første afdelingsmøde markerede dermed endnu et skridt i etableringen af Skovlunden som boligafdeling.
Afdeling 28, Skovlunden
60 et- til fire-rums lejligheder
Ny husleje pr. m² pr. år: 1293.
Adresse: Kolt Østerparken 16, 18 og 20,
8361 Hasselager
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-05 Oktober

