Blog: Boligforening skal foregribe påsatte brande

Påsatte lejlighedsbrande er desværre ikke særlig usædvanlig i Gellerup, hvor den seneste kostede en overbo livet.  Skal Brabrand Boligforening gribe ind, før ulykken sker? Det mener i hvert fald beboer Sean Ryan Bjerremand, der på sin blog slår til lyd for, at bl.a. boligforeningen udvider den barske linje, så psykisk syge mandsopdækkes og beboere efter den første konstaterede ild i lejligheden smides ud. Som kommentar til den seneste brand skriver Sean Ryan Bjerremand:

“Jeg spørger mig selv, hvorfor naboerne ikke i tide reagerede – så kunne det her have være undgået. Brabrand Boligforening har tidligere praktiseret udsmidning over for brandstiftere – det kunne den have gjort i det her tilfælde, hvis naboerne havde reageret i tide. One strike – and you’re out!”

Fotocollage baseret på arkivfotos af Ulrik Ricco Hansen

Fotocollage baseret på arkivfotos af Ulrik Ricco Hansen

Oplevede selv lejlighedsbrand
Sean Ryan Bjerremand har selv prøvet at få sin lejlighed brændt af i januar, hvor politiets undersøgelser viste, at lejligheden var påsat ved, at nogen havde kastet antændt fyrværkeri eller lignende ind ad brevsprækken, hvorefter branden på Lottesvej kostede Sean de fleste af sine ejendele.
“Det er noget ufatteligt dumt at gøre – og meget farligt. Hvis jeg havde ligget og sovet, kunne det være gået helt galt. Heldigvis er jeg blevet mødt med en enestående hjælpsomhed overalt. For eksempel sørgede boligforeningen for, at jeg stort set med det samme fik en ny lejlighed,” udtalte Sean til Jyllands-Posten i januar, hvor han også var aktiv som borgerjournalist på borgerportalen Århus Vest.
Dengang var hans overordnede kommentar: “Langt de fleste beboere i Gellerupparken er gode mennesker, og der er et godt fællesskab. Desværre prøver nogle få at ødelægge det for majoriteten”

Dobbelt tragedie
I dag er holdningen skærpet. Den psykiske syge beboer i lejligheden, der udbrændte på Bentesvej for en uges tid siden, beskyldes for “sludder – han satte selv ild til. Punktum. Der kan ikke være nogen rimelig tvivl, selvom man på papiret er uskyldig,” skriver Sean, der opsummerer: “Den sigtede somalier må nu muligvis til at afsone en livstidsstraf – tragedien rammer dobbelt.”

Læs mere:
Blog for Sean Ryan Bjerremand: http://blog.tv2.dk/seanryanbjerremand/
Brand i Gellerup – kunne den have været undgået?

Hjemmeside for Jyllands-Posten: http://jp.dk
Boligbrand i Gellerup menes påsat (17. jan. 2009)

Skræppebladet: Dramatisk brand i lejlighed på Bentesvej

Blogartiklen er oprettet: 04. aug 2009. Opdateret 12. aug 2009 kl. 13:10


Del eller print denne side:  

2 kommentarer til
“Blog: Boligforening skal foregribe påsatte brande”


  • 1

    Sean Ryan Bjerremand skriver:

    Den her artikel tager jeg afstand fra. Ikke alene har Skræppebladet lavet en artikel der inkluderer personlige hændelser uden at spørge mig først, men man har også lavet en overfladisk research med overfladiske og fejlagtige konklusioner.

    Det er ikke så sært, at dette sker, når man ikke gør sig den ulejlighed at stille uddybende spørgsmål.

    Jeg kan oplyse, at jeg har bedt redaktionen slette denne artikel, og det forventer jeg sker. Jeg vil ikke finde mig i, at en så alvorlig artikel bringes uden mit vidende.

    Med venlig hilsen
    Sean Ryan Bjerremand


  • 2

    admin skriver:

    Nyhedsindlæg på Skræppebladets blog kan ikke forventes at være uddybende artikler baseret på tilbundsgående research. De er derimod kort og aktuel nyhedsorientering baseret på primært andre mediers nyhedsdækning (især internet-medier).
    Desuden er Skræppebladets blog beboerbladets mulighed for at udgive videoklips, fotos, tanker, ideer og emner til debat, som senere kan tages op i redaktionen til nærmere behandling.

    Dette blogindlæg er skrevet, så det følger god presseskik med små citater fra navngivne kilder (Sean Ryan Bjerremands blog på tv2 og en artikel fra Jyllands-Posten. Artiklen afsluttes med kildeliste). Den er ifølge blogredaktionen bragt efter bedste overbevisning om afsenderens ide med teksten og er stilstræbt i positiv ånd at være i overensstemmelse med kildematerialets budskab.
    Der kræves ikke tilladelse for at citere og beskrive andre udgivelser.

    Dette blogindlægs “konklusion” eller afslutning er et afsluttende citat fra Sean Ryan Bjerremands egen blog-tekst.

    Med venlig hilsen Ulrik Ricco Hansen


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | jan | feb | mar | apr | 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt