Blog: Boligforening skal foregribe påsatte brande
Påsatte lejlighedsbrande er desværre ikke særlig usædvanlig i Gellerup, hvor den seneste kostede en overbo livet. Skal Brabrand Boligforening gribe ind, før ulykken sker? Det mener i hvert fald beboer Sean Ryan Bjerremand, der på sin blog slår til lyd for, at bl.a. boligforeningen udvider den barske linje, så psykisk syge mandsopdækkes og beboere efter den første konstaterede ild i lejligheden smides ud. Som kommentar til den seneste brand skriver Sean Ryan Bjerremand:
“Jeg spørger mig selv, hvorfor naboerne ikke i tide reagerede – så kunne det her have være undgået. Brabrand Boligforening har tidligere praktiseret udsmidning over for brandstiftere – det kunne den have gjort i det her tilfælde, hvis naboerne havde reageret i tide. One strike – and you’re out!”

Fotocollage baseret på arkivfotos af Ulrik Ricco Hansen
Oplevede selv lejlighedsbrand
Sean Ryan Bjerremand har selv prøvet at få sin lejlighed brændt af i januar, hvor politiets undersøgelser viste, at lejligheden var påsat ved, at nogen havde kastet antændt fyrværkeri eller lignende ind ad brevsprækken, hvorefter branden på Lottesvej kostede Sean de fleste af sine ejendele.
“Det er noget ufatteligt dumt at gøre – og meget farligt. Hvis jeg havde ligget og sovet, kunne det være gået helt galt. Heldigvis er jeg blevet mødt med en enestående hjælpsomhed overalt. For eksempel sørgede boligforeningen for, at jeg stort set med det samme fik en ny lejlighed,” udtalte Sean til Jyllands-Posten i januar, hvor han også var aktiv som borgerjournalist på borgerportalen Århus Vest.
Dengang var hans overordnede kommentar: “Langt de fleste beboere i Gellerupparken er gode mennesker, og der er et godt fællesskab. Desværre prøver nogle få at ødelægge det for majoriteten”
Dobbelt tragedie
I dag er holdningen skærpet. Den psykiske syge beboer i lejligheden, der udbrændte på Bentesvej for en uges tid siden, beskyldes for “sludder – han satte selv ild til. Punktum. Der kan ikke være nogen rimelig tvivl, selvom man på papiret er uskyldig,” skriver Sean, der opsummerer: “Den sigtede somalier må nu muligvis til at afsone en livstidsstraf – tragedien rammer dobbelt.”
Læs mere:
Blog for Sean Ryan Bjerremand: http://blog.tv2.dk/seanryanbjerremand/
Brand i Gellerup – kunne den have været undgået?
Hjemmeside for Jyllands-Posten: http://jp.dk
Boligbrand i Gellerup menes påsat (17. jan. 2009)
Skræppebladet: Dramatisk brand i lejlighed på Bentesvej
Læs også
▮ Skræppebladets blog,
I kategorierne:

Det er ikke så sært, at dette sker, når man ikke gør sig den ulejlighed at stille uddybende spørgsmål.
Jeg kan oplyse, at jeg har bedt redaktionen slette denne artikel, og det forventer jeg sker. Jeg vil ikke finde mig i, at en så alvorlig artikel bringes uden mit vidende.
Med venlig hilsen
Sean Ryan Bjerremand