Smuk Dag i Gellerup og Toveshøj den 20. maj

Oprydningsdagen er afløst af en dag med fokus på affaldshåndtering, der skal gør de to boligområder pænere. Og så skal der blomster på Gellerupparkens altaner


af Helle Hansen. Illustration af Jesper Ankjær

Meyerne har efterhånden fået rimelig styr på meget af det papir og skrald, der ligger og flyder i de grønne områder, derfor er forårets oprydningsdag i år aflyst og i stedet afløst af en forskønnelsesdag, som bliver kaldt Smuk Dagen. Den finder sted tirsdag den 20. maj.

Her skal skoleeleverne fra de tre lokale skoler – Tovshøjskolen, Lykkeskolen og Nordgårdskolen – i løbet af Smuk Dagen sammen med Meyerne lære, hvordan man håndterer affald rundt ved containergårdene.
For de mindste bliver der arrangeret en skattejagt, mens 3.-4. klasserne skal have konkurrencer i affaldssortering. De større elever får tilbud om et klassebesøg på drift­ens skraldesugsanlæg, hvor alt køkkenaffald fra de to afdelinger bliver suget op gennem skaktanlægget. Og de ældste klasser får tilbud om et besøg med rundvisning på Lisbjerg Forbrænding.

blomster-farve.jpg

Blomsterhaver til de mindste
På Smuk Dagen har alle børnehaverne i Gellerup og Toveshøj også fået tilbud om at deltage. Hver institution får tilbudt en nyttehave i Haveforeningen Grønærten, som de små poder kan plante til med sommerblomster. Og så er børnehaverne meget velkommen til at passe deres små haver hen over sommeren, så de små kan følge resultatet af deres indsats og forhåbentlig høste masser af smukke blomster sidst på sommeren.

Jubilæumsblomster til Gellerupparken
Samtidig med at eleverne lærer om affaldshåndtering, skal frivillige voksne blandt andet fra Samvirket i Gellerup og Toveshøj og alle andre, der har lyst til at være med, i gang med at beplante 1776 altankasser med blomster, som skal ud og pynte på altanerne hos beboerne i Gellerupparken.
Uddelingen af blomsterkasser finder sted i anledning af Brabrand Boligforenings 60 års jubilæum. Og afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken har i den anledning valgt at genoptage en gammel tradition med at uddele sommerblomster til beboerne til forskønnelse af afdelingen.
Happeningen med blomsterkassetilplantningen foregår hele tirsdagen på Festpladsen i Gellerup – og frivillige er meget velkomne til at møde op og give en hånd med i nogle timer…

Cirkus for alle
Smuk dagen slutter kl. 16.30 på Festpladsen i Gellerup, hvor Gellerups eget internationale børnecirkus Cirkus Tværs opfører en flot gøglerforestilling for alle de aktive børn og voksne, som har brugt en dag på at være med til at gøre Gellerupparken og Toveshøj smukkere.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt