Gik Stofa efter i sømmene
Rudolf Bay satte dem stolen for døren
tekst og foto af Jens Skriver
Mange beboere i Holmstrup har undret sig over og er blevet forvirrede af meddelelser fra Stofa, meget få meddelelser og faktura med forskellige beløb. Rudolf Bay fra afdelingsbestyrelsen valgte at gå dem efter i sømmene.
Rudolf valgte at fastholde ”Den store pakke”. Derefter hører han ikke noget, før han modtager en opkrævning. Han efterlyser imidlertid en kontrakt, da han ikke ved, hvad der betales for. Stofa svarer, de ikke forstår hans henvendelse, og rykker nummer 1 på afgiften kommer. Rudolf sender en ny mail og får det svar, at sagsbehandlingen tager op til fem dage, og forespørgslen er uforståelig.

Så kommer en ny rykker dateret 13/5, hvor der ikke alene trues med nedlæggelse af TV-forbindelsen, men også internetforbindelsen. Det nævnes endvidere, at genopkobling kan ske med første ledigblevne tekniker og vil koste 695 kr. Rudolf siger: ”Det er umuligt at koble to kontraktsforhold sammen. I så fald vil jeg øjeblikkelig opsige min bredbåndsforbindelse”.
Rudolph vælger at sende hele sagen anbefalet med posten 5/6. Mindre end en uge senere får han svar med en kontrakt og en undskyldning.
Opkrævningen for det første kvartal var på 637,50 kr. På det næste er den på 673 kr. ”Jeg forventer at skulle fortsætte med at betale 637,50 kr. i kvartalet. Ellers kører vi hele showet igen,” siger Rudolf. ”Der står, at prisen fremgår af vedlagte prisliste, men jeg har ikke fået nogen prisliste.”
Til slut understreger Rudolf: ”De interne nettilslutninger tilhører afdelingen, men det er svært at gøre noget nu og få en anden udbyder, når 209 beboere allerede har tegnet individuelle kontrakter med Stofa, hvis de har fået en kontrakt.”
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-06 Juli

