Kommentaren

Det fælles kan være ønsket om samtale

Håndteringen af overgang til lille tv-pakke med must carry-kanaler har i
boligforeningen været et skoleeksempel på goddag-mand-økseskaft

af Herman Nielsen

I årets første Skræppeblad i februar 2008 har jeg ganske kort fremlagt grundlaget for ophør af de mange tv-kanaler og overgang til de lovpligtige få, hvis vi vil bruge afdelingernes fællesanlæg. Der er tale om et lovkrav fra år 2000, som senere i 2006 blev præciseret ved skrivelse fra Kulturministeriet. Da jeg kunne se, at jeg som bestyrelsesmedlem pludselig kunne blive hængt op på forsømmelse, fordi vi brugte vores fællesanlæg utilladeligt, fremlagde jeg materiale i bestyrelsen og fik accept af misforholdet. Det skulle straks ophøre, og skæringsdagen blev 1. april i år. Der er tale om lovkrav, som vi ikke har indflydelse på. Personligt finder jeg loven god og vedgår modsat andre, at jeg har sovet i timen (årevis!); men altså nu retter op.

Var bare én beboer gået til beboerklagenævnet med brok over ekstraopkrævning af efterhånden 2000 kr. årligt kunne sagsforløbet have været sådan her:
Et sted mellem 2000 og 2008 bliver betalingen for signaler så stor, at opkrævning bliver ulovlig. Skellet sættes til 2004, og beløbet til 1000 kr. i snit årligt. Bestyrelsen har ansvaret og skal tilbagebetale. Alle beboere får tilkendt erstatning. I Holmstrup, hvor jeg bor, er det allerede 402 (lejemål) x 1000 kr. x 4 (år) = 1.6 mio. kr. Så er det ikke morsomt at være bestyrelsesmedlem… Altså ophør straks. Puha.

En anden forståelse

Jeg kan lide at sætte mig ind i noget og så snakke med andre om sagen (dette noget!) og (prøve at) finde ud af håndteringen. Sådan er det meget lidt i boligforeningen, hvor håndteringen af snart sagt hvad som helst helt har taget overhånd. Når de, der håndterer, ikke argumenterer eller lægger deres forståelse frem, er der ingen samtale ud fra (formentlig) manglende ønske om samtale. Min trang til at forstå bliver så et bud – mit bud – på forståelse ind i en situation, hvor jeg ellers kun er rådløs og forvirret.

Hvorfor kan der ved siden af mit indlæg i Skræppebladet stå den officielle BB-version, …”, men på grund af stigende programafgifter, som får antennebidraget til at løbe i vejret, er det besluttet at lade beboerne selv bestemme, hvor mange kanaler de vil have.”? Besluttet af hvem? Endnu i maj ved bestyrelsens beretning kan man læse: ”Det var i efteråret 2007, hvor det blev lagt op til, at beboerne i afdelingerne kunne gå fra kollektiv stor pakke til kollektiv lille pakke med mulighed for individuelt tilkøb af digitale temapakker.” I en afdeling har der endog været afstemning om lille og stor pakke, hvor den store pakke ikke kan stilles til afstemning! På et menneskeligt og demokratisk plan er det fup og bør fremstilles som fup. Men endnu vigtigere: Hvorfor finder beboere sig i så meget vrøvl og i en sådan umyndiggørelse, når de nu har lært at læse, er voksne mennesker med allehånde ansvar og vel ikke bare gider have vrøvl i øregangene og selv bidrage yderligere i den retning? Eller hvad forgår der?

To niveauer

Jeg har som beboer i Holmstrup set tre forvirrende skrivelser fra administrationen til os beboere. Jeg har fremlagt dem i bestyrelsen som eksempler på dårlig oplysning og håndtering med megen forvirring blandt beboerne til følge, men ønsket om samtale og rettelse af begåede fejl er en by i Rusland. Det, kan alle vide, er min mening, for jeg har ment det længe og sagt og skrevet det før. At vi alle skal bestyres af nogle få, må åbenbart være et udbredt ønske, siden det kan blive ved at foregå. I et demokrati er det vores eget ansvar, at vi underlægger os et sådant uoplyst fåmandsvælde.
Første niveau er selvfølgelig, at BB stadig står for fællesanlæg og must carry-kanaler (+ lidt mere meget billigt), og at et antenneregnskab på det niveau stadig vil være på vores budget og regnskab.

Andet niveau er så den aftale, de mange enkelte beboere personligt kan lave med den udbyder, som den antenneforening, afdelingen er medlem af, får leveret signaler fra. Vil man have, hvad udbyderen leverer, må man betale prisen eller lave aftale med en anden. Er der ingen anden, og det er nok umiddelbart situationen, så er det betal eller hop af!

Og selvfølgelig vil en ordentligt arbejdende administration (mit ansvar!) hjælpe beboerne til en lempelig overgang fra et system til et andet – hvis bestyrelsen (også mit ansvar!) havde det som høj prioritet, eller administrationen selv havde det. Ja. Sådan hænger det sammen i min tolkning, når samtalen nu er så hensygnende, og min forståelsestrang kværner videre.