Premiere på Blok Party Light
Den første af tre mini-koncerter i Nordgårdhallen byder på et spændende program
af Helle Hansen
Lørdag den 6. december lyder startskuddet for vinterens række at musikkoncerter i Nordgårdhallen med et spændende program af lokale kunstnere, som næsten alle benytter de lokale Global Color Sound Studio til at øve i.
Det drejer sig blandt andet om Cha D, EHAB, Zealous, Stortskrald, Pinicphobia og Frolk.
Dørene til hallen åbnes kl. 19.00, og koncerten slutter senest klokken 23.00
Cirkus direktør Joop Poelman er hovedmanden bag mini-koncerterne, som bliver arrangeret i et samarbejde med cirkus, lydstudie, Kontaktstedet, Unge4Unge og Klubberne i Gellerup samt lokale foreninger og ildsjæle, især de yngre af dem.
Han lover, at det bliver en herlig koncert med forskellige indslag blandet ind mellem musikarrangementerne. Det kan blandt andet være et lille ildshow af Cirkus Tværs dygtige artister.
Billetter i forsalg
Nordgårdhallen har kun plads til 300 gæster, så der kan risikere at blive rift om billetterne til koncerten, som sælges for 20 kroner i forsalg hos Cirkus Tværs og hos Klubberne i Gellerup.
”300 publikummer er lige lovlig lidt til vores koncert, så vi er ved at undersøge, om vi af brandmyndighederne kan få lov at lukke lidt flere personer ind,” fortæller Joop Poelman, der glæder sig til at være med til at få et nyt kulturelt tilbud gjort til en realitet i Gellerup.
Læs mere på www.blokparty.dk
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2008-10 December