To år med beboerrådgivning på Toveshøj

På besøg hos Maryam

Tekst og billede af Pia Emilie Bach Jakobsen, projektkoordinator, Brabrand Boligforening

Beboerrådgivningen på Toveshøj er synonym med Maryam Fereidanian, som nu har fungeret som rådgiver i to år. Ligesom vi andre ved nytåret finder anledning til at standse op og stilfærdigt tænke over tiden, der gik, har Maryam gjort sig nogle tanker om den opgave, hun varetager – og hvad den har betydet for både hende og brugerne i de to år, der er gået.

“Det første år gik det lidt langsomt med at komme i gang”, fortæller Maryam.

“Beboerne skulle først finde ud af, at jeg var her, og de første to-tre måneder gik næsten udelukkende med at udbrede kendskabet til rådgivningen. Det kom lidt efter lidt – mest via mund-til-mund metoden. Det er sådan, det virker bedst herude.

Maryam plejer at spørge brugerne, hvor de har hørt om rådgivningen.

”Langt de fleste har fået det anbefalet af familie eller venner – og så er det igen røget videre til andre bekendte. Det er meget vigtigt, at jeg på den måde har en vis synlighed, så rådgivningen kan bruges af alle, som måtte have brug det”.

De to forløbne år har været spændende for Maryam. ”De mennesker, jeg møder hér, har altid været søde over for mig som person. Når jeg giver af mig selv og deler ud af min viden, får jeg så meget igen.

Den glæde, brugerne viser mig, er det bedste af det hele. De ved, at jeg har tavshedspligt – og da jeg ikke har nogen myndighedsrolle, ingen indflydelse på deres job, offentlige ydelser eller andet, har jeg heller aldrig i selv store konflikter følt nogen vrede eller frustration rettet mod min person.”

Tillid og tryghed er nøgleord, og det er ikke kun brugerne, der får noget ud af rådgivningen på den front. Også Maryam selv nyder godt af den menneskelige kontakt på kontoret. ”Det allervigtigste er, at brugerne kan føle sig trygge her på mit kontor. Det føler jeg virkelig, at de gør.

For at skabe den slags tryghed er tillid altafgørende. Brugerne skal føle, at de frit kan fortælle om hemmeligheder og følelser, som de måske ikke kan tale med familien om.”

Maryam rådgiver i et hav af forskellige typer problemstillinger. ”Jeg hjælper både med det praktiske og det følelsesmæssige, når en person står i en svær situation eller med en stor beslutning.

Mit kendskab til lovgivningen er en stor lettelse for mange. Det kan fx være det konkrete papirarbejde i forbindelse med en skilsmisse – men også hjælp til at klare følgerne ved at blive skilt. Hvad skal der for eksempel ske med børnene?”

Ved parforholdsproblemer er det oftest kvinderne, der har brug for støtte. ”Mange kvinder, som kommer ud af dårlige parforhold, har brug for at genfinde deres selvtillid for at kunne komme videre i livet”, fortæller Maryam.

”Det er vigtigt for hele familien, at kvinderne har det godt. Hvis de har det godt og har overskud, kan de hjælpe deres børn ud af deres problemer og være med til at forhindre uacceptabel adfærd. Det hjælper hele området”.

Ind imellem mægler Maryam også ved nabokonflikter. Det er i sådanne situationer, at bølgerne kan gå lidt højt. ”Når nogen kommer og har problemer med en bestemt nabo, prøver jeg at aftale et møde med begge parter for at undersøge, hvilke behov der er. Hvis de så er villige til at samarbejde, gør vi dét.

Nogle gange kan samtalerne godt blive aggressive. Hvis vi ikke kan flytte på noget ved dialog, må sagen naturligvis videre til boligforeningen som en klage.”

Mange, som søger hjælp hos Maryam, føler sig frustrerede over, at systemet ikke lytter til dem. De har ofte været igennem mange forskellige instanser med deres sag; men har ikke kunnet slå igennem. ”Jeg kan hjælpe med at iværksætte en formel klagesag.

Det kan være svært, hvis man ikke kender til forvaltningssystemet og lovgivningen. For eksempel hjælper jeg med argumenterne og forklarer, at man skal underbygge sin klage. At den, man klager til, skal vide hvorfor, man er utilfreds.”

I Gellerup-Toveshøj-området er der mange familier, som ikke har råd til at tage på sommerferie. Derfor er der i beboerrådgivningen også mulighed for at få hjælp til at søge fondsmidler til inddækning af ferieudgifter.

”Det er så vigtigt, at familierne kommer ud engang imellem og nyder noget andet af Danmark, end her hvor de bor”, synes Maryam.

”De skal også ud og være sammen med andre danskere, når de tager på sommerhus- og campingferier i Danmarks smukke natur. Det er jo en stor del af den danske kultur, og det skal de også være en del af”. Bare sidste år lykkedes det Maryam at hente ca. 140.000 kr. hjem til formålet, og det hjalp 25 familier fra området til at komme på dansk sommerferie.

En brugers betragtninger
Én af de faste brugere af beboerrådgivningen på Toveshøj er Suzan. Hun er kommet hos Maryam siden april 2008 og er ikke i tvivl, om det nytter. ”Det er fantastisk at have Maryam at henvende sig til”, fortæller Suzan.

”Der er mange herude med en masse spørgsmål – men de fleste ved ikke, hvem de skal stille dem til. Her får man en god start. For eksempel er det en kæmpe fordel, at Maryam er socialrådgiver og også ved en masse om økonomi. Det er der virkelig mange, der er glade for.

Sommerferiehjælpen er især noget, der skaber begejstring, og man får oplysninger om andre aktiviteter i området, som kan være relevante for én. Den form for oplysning er vist ikke Maryams job, men hun gør det alligevel”, tilføjer Suzan.

Suzan synes ikke hun har prøvet at gå forgæves til rådgivningsmøde. ”Både jeg og min familie har fået den hjælp, vi har haft brug for, når vi har spurgt. Ikke kun med praktiske og økonomiske ting men også personlige og sociale problemer.

Maryam er en virkelig god lytter – det er noget, der betyder meget. Hun fortæller også og deler ud af egne erfaringer – og så er hun fleksibel. Man kan altid lige fange hende! Selvom hun har travlt, føler man sig aldrig i vejen. Der bliver virkelig taget hensyn til den enkelte.”

Det er bestemt ikke ligegyldigt, at rådgivningen ligger på netop Toveshøj, mener Suzan. ”Det er virkelig dejligt, at det er så tæt på”, siger hun. ”Transportudgifter kan faktisk være et stort problem for mange beboere herude, så det er skønt at kunne gå derhen.

Suzan kender en del i området som er økonomisk pressede – og især omkring den netop overståede juletid er dét noget, der skaber tristhed i familierne. Også hér har man i rådgivningen kunnet få hjælp til at søge om del i forskellige julehjælps-pakker.

”Jeg håber virkelig, at rådgivningen bliver, og det ved jeg, at mange andre også gør. Maryams forståelse og respekt for andre mennesker er fantastisk. Hun kigger ikke på uret hvert 5. minut men tager sig god tid.

Selvom hun oftest er fuldt booket, betyder det ikke, at hun ikke har tid til én.

Alle kan henvende sig, og hun gør brug af sin egen baggrund og bagage, når hun forsøger at hjælpe. Der er styr på tingene hos Maryam – og jeg håber sådan, hun bliver”, gentager Suzan med et stort smil.

Beboerrådgivningen holder til på 1. sal i beboerhuset Laden, og har åben hver tirsdag og torsdag mellem 10 og 12.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt