Klummen

Tai chi

Hvad er det?

af Inger Bloch. Illustration af Jesper Ankjær

Gennem de sidste 14 år har jeg dyrket den kinesiske kampkunst TAI CHI (udtales tai tji).
Jeg bliver ofte spurgt om, hvad tai chi egentlig er, og nu vil jeg fortælle lidt herom.

Nogle kalder tai chi SKYGGEBOKSNING; der forekommer både spark, knyttede næver og afværgebevægelser, og under træningen forestiller man sig, at man har en usynlig modstander. Det hele foregår i slowmotion.

I Kina dyrker rigtig mange mennesker tai chi. De samler sig i større eller mindre grupper i parker, på gadehjørner – eller hvor som helst, der er plads; her kan man så se dem udføre de langsomme og smukke bevægelser – og man kan næsten ikke lade være med at standse op og nyde synet.

Jeg har besøgt Kina to gange – begge gange sammen med mine tai chi-kammerater og med vores tai chi-lærer som rejseleder. På rejserne har vi været turister, men vi har også lavet tai chi på turene.

En morgen i Beijing var vi to, der efter morgenmaden gik på opdagelse i den nærliggende park. På en lille plads var et kinesisk midaldrende par i gang med tai chi; vi opdagede, at vi kunne genkende bevægelsesmønstret (formen). Resolut stillede vi rygsækkene, gik hen og fulgte parrets øvelser. De smilede over hele hovedet, og bagefter talte vi lidt med dem; det var ikke helt let – de kunne ikke engelsk, og vi kunne ikke kinesisk, men en ung mand, som kom forbi, tolkede for os.

Det var en ganske særlig oplevelse: Man kommer fra den anden side af jorden – og så er det muligt  uden videre at glide ind i en gruppe og udføre tai chi synkront med lokale beboere og mærke en fælles energi!

I træningstimerne begynder man gerne med opvarmning og nogle løsneøvelser, og så går man over til FORMEN, som er en serie øvelser med harmoniske og komplicerede bevægelsesmønstre. Formen udføres med en særlig teknik: Kroppen holdes lodret, hofterne vandret, og man er lidt nede i knæ; det hele foregår i roligt tempo – og ved at forestille sig, at man synker ned i underlaget, lærer man at stå fast og tage skridt på en meget sikker måde. Inden for tai chi findes mange stilarter, men de grundlæggende principper er altid de samme.

En del af træningen foretages som partnerøvelser, hvor man skiftevis ”skubber” og tager imod. Filosofien er, at man overvinder hårdt med blødt, og at man med opbyggelse af megen opmærksomhed – stille og roligt kan vende en modstanders kraft mod ham selv.

Partnerøvelserne kaldes også ”Push Hands”, og teknikken skal øves rigtig mange gange for at lykkes. (Det er nok især yngre mennesker, der er mest optaget af push hands øvelserne).

Med tiden kan man mærke, at udførelsen af tai chi fremmer koncentrationsevne, opmærksomhed, balance og koordinationsevne; man får mere kontrol over sin krop,  og man får stærke ben.

Jeg har opdaget, at man uvilkårligt benytter teknikken fra tai chi i det praktiske liv. F.eks. som stående passager i en bus, hvor der kommer en brat opbremsning: Automatisk er man lidt nede i knæ og står solidt uden at miste balancen. Også i glat føre bliver man bedre til at stå fast og holde balancen.

I en overfaldssituation vil man sandsynligvis få bedre chancer for at klare sig, hvis man benytter nogle af de indlærte tai chi-principper: Altså at have fuld opmærksomhed på den frembrusende overfaldsmand i stedet for forskrækket at gå bagover – at afvente det rette sekund til at synke ned i det bageste ben og dreje kroppen – således at det bliver angriberen, der ryger sig en tur! – Måske lykkes det… Hvem ved?




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt