Klummen

På højskole

Nærvær og livsglæde

I august var jeg sammen med en god veninde på et højskoleophold i Ubberup ved Kalundborg. Temaet for ugen var: ”Nærvær og livsglæde”, men hvad indholdet egentlig skulle være, vidste vi ikke i forvejen.
Det viste sig, at ugens skema indeholdt mange timer med forskellige slags motion: Spinning, cirkeltræning, pilates, mave-baller-lår, swissball, gymnastik, yoga, stavgang – og til overflod: morgenmotion alle dagene. Foruden al motionen var der fugletur og traveture i den omkringliggende dejlige natur. Og der var timer i nærvær og livsglæde.

Nærvær

viste sig at være NÆRVÆR i betydningen: ”Opmærksomhed” og ”at leve i nuet”. I den forbindelse lærte vi bl.a. om ”Mindfulness” – en teknik i opmærksomhedstræning og stresshåndtering. Man kan sige, at det er en form for meditation, hvor man sidder ganske afslappet og lader tankerne komme og gå – og hvor man registrerer sine følelser med en vis distance; - det sidste kræver en lille forklaring: Man plejer jo at sige til sig selv: ”Jeg er vred” – eller ”jeg er bange” – og så er ”hele kroppen” mere eller mindre vred og anspændt.
I mindfulness giver man i stedet følelsen navn og siger: ”Vrede” eller: ”Angst” – og på den måde bliver der en lille distance til følelsen (vreden, angsten, kedsomheden – eller hvad det nu kan være); kroppen forbliver afslappet, og man kan undgå stress.
Dette er selvfølgelig en meget simpel og enkel forklaring, og man skal nok øve sig en del, før man kan håndtere barske situationer. – På Ubberup Højskole forsøgte vi på den måde, at vi sad helt afslappede på gårdspladsen i dejligt vejr med lukkede øjne i 20 minutter og lod tankerne komme og gå, som de ville. Vi havde det rart bageft­er.

Livsglæde

er jo flere ting, og det er ikke helt nemt at definere ordet præcist. Vi tog fat på begrebet: ”Flow” – en herlig fornemmelse, der kan opstå, når man er i gang med en opgave og bliver ”fanget af den” , så man glemmer tid og sted; hvis opgaven lykkes, kan man opleve et ”flow”, som er tæt forbundet med livsglæde.
Et flow kan også være selve det at være fuldstændig opslugt af et eller andet: Jeg kan huske et flow, jeg fik for mange år siden: Mit barnebarn, som dengang har været ca. 2½ år, og jeg sad på en jernbanesvelle i haven, mens vi delte en banan og betragtede en myre, som møjsommeligt kravlede op på en sten og ned på den anden side. – Det var en oplevelse i fuldkommen ro og harmoni!

Havoern(hoejskole), farveÅmosen

En af dagene var vi på en bustur i det store naturområde i Vestsjælland: Åmosen, – omkring Åmose åen, Skarresø, Tissø og videre langs Halleby Å ud mod Storebælt. På turen hørte vi om gravningen af tørv, der foregik i slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne og beskæftigede mange mennesker. Man kan endnu se spor i landskabet efter tørvegravningen.
Jeg kom pludselig i tanker om, at vi fyrede med tørv i mit barndomshjem under krigen og i tiden lige efter, hvor vi ikke kunne få kul. Afbrændingen af tørv dannede løbesod og en brun plet i loftet ved skorstenen, og der opstod en ejendommelig, sødlig lugt, som mange flere end jeg sikkert kan huske, hvis de er gamle nok.
En ekstra oplevelse på turen fik vi, da vi gjorde ophold ved formidlingscentret Fugledegård ved Tissø. En stor fugl kom flyvende og slog sig ned på en pæl i søen; der blev den siddende og lod sig beskue. Det var en HAVØRN – hvor heldig kan man være!

Sund mad

En vigtig del af opholdet var måltiderne (naturligvis). Maden var sund, lækker og fedtfattig – med vidunderlige salater. Foruden de tre hovedmåltider var der tre mellemmåltider (knækbrød, riskager, oste og masser af frugt). Efter hjemkomsten har jeg forsøgt at efterligne mønsteret med at spise 6 gange i løbet af dagen – det er ikke altid, at jeg kan nå det! – men man føler sig faktisk godt tilpas, når det lykkes.

——–

Naturligvis lægger man ikke hele sit liv om efter en uge på højskole, men vi fik da nogle gode impulser med os derfra – til at være mere opmærksomme – og til at glæde os over livet her og nu.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-08 Oktober

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2009-08 Oktober forsiden af magasinet 2009-08 Oktober

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Gellerup Museum
Gudrunsvej 16, 6
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data