Naturen ved Hasle Bakker indviet
Tre rådmænd og masser af friluftshungrede borgere indviede naturområde
tekst og foto af Ulrik Ricco Hansen
Med flag, rådmandstaler, stavgængere og andre motionister i naturen vest for Hasle Bakker blev områdets nye stier og installationer indviet den 25. maj. Rådmændene afprøvede seneste elektroniske fortælleteknik baseret på mobil-stregkoder, og alle fik gratis is efter en lille gåtur i området, der ligger som et grønt bælte mellem Edwin Rahrsvej og Jernaldervej.
Teknologi og idræt
Området har tidligere ligget ret uforstyrret hen, men er det seneste år blevet forsynet med borde og bænke i åbne hytter, idrætsudfordrende legeredskaber, bålpladser, markerede ruter for vandrere og løbere, og poster til orienteringsløb.
Entreprenørmaskiner har fjernet buske, planeret og anlagt broer, nye stier og forbedret eksisterende.
Som en særlig aktivitet er området forsynet med betoncylindre med såkaldte qr-stregkoder. Fra Hasle Bakkers kontor på Tovshøjskolen kan der lånes mobiltelefoner med hovedtelfoner, og så kan man gå gennem området som detektiv, der skal se nærmere på planter og dyr for at opspore en farlig virus.
Alfa-indvielse
Solen skinnede og havde lokket både dagplejebørn, borgere og en masse pressefolk til indvielsen, der startede på den plads, der hedder Alfa. Den ligger mellem Tovshøjskolens boldbaner og Bronzealdervænget/Holmstrup.
På den cirkelrunde plads er der opført to hold bord + bænke i en såkaldt picnichytte, og der er etableret et stort metal-klatrestativ, der bugter sig fra pladsens udsigt over Holmstrup Bassin og Holmstrup Markdam mod Hasle Bakker. Ned ad skråningen mod de store søer er der etableret trin à la en amfiscene.
Hele tre rådmænd
Jacob Bundsgaard Johansen var en af de rådmænd, der holdt tale og fik latteren frem, da han nævnte, at der skulle hele tre rådmænd til at indvie området.
Grøn perle
Børneteknologi for rådmænd
”Det er nok udtryk for, at der er tale om en betydningsfuld sag. Men det er en milepæl, at vi er kommet så langt.
Jeg glæder mig til selv at benytte området: Måske vil jeg først tage en tur i Gellerup Badet med mine børn og købe ind i Bazar Vest, hvorefter vi tager picnickurven med her ud,” sagde han.
Der manglede ikke roser i dagens anledning, hvor området blev udråbt til bypark og ”en rekreativ perle i vestbyen”.
”Det er et enestående område, som har undergået en fantastisk forvandling,” sagde rådmand for teknik og miljø, Peter Thyssen og mente, landskabet har fået en identitet, så enhver kan betragte det som sit eget.
Louise Gade brugte en af sine sidste dage som rådmand til at deltage i indvielsen, og var som rådmand for børn og unge især begejstret for de nye muligheder for it-understøttet læring. Efter talerne fik hun selv lov til at opleve systemet sammen med de andre rådmænd og kunne f.eks. afprøve mobiltelefonen som stregkodelæser på de foreløbig to stationer, der er færdige.
De to betoncylindre med qr-stregkode ligger ”tilfældigvis” på den rute som rådmænd og følget gik fra plads Alfa til plads Gamma mellem Odinsgård og Grimhøj gård.
Nye ting – nyt hærværk
Området er med de nye installationer gentaget blevet udsat for hærværk. De sorte picnichytter får bagvæggen sparket ud af unge, der griller med engangsgrill på bordene, som bliver forkullet, og de unge drenge bliver åbenbart også så ”forkulret”, at de tager styrkeprøver om at sparke bagvæggen ud. Der laves graffiti på picnichytternes vægge og smides affald omkring picnic-pladserne, hvor der ikke er affaldsspande.
Formanden for den selvejende institution Hasle Bakker, Bent Hviid, var både glad og forbeholden. Han sagde at kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan lave i Hasle Bakker, men tilføjede:
”Vi håber ikke, at fantasien bliver alt for stor,” og hentydede slet skjult til hærværk.
Kondital og italiensk is
Ved indgangen til området nær Tovshøjskolen havde Vigør stillet en bod op, hvor de uddelte brochurer og fortalte om bl.a. kondital.
Århus 1900 var mødt op med både kondiløbere og stavgængere, der med færden frem og tilbage ad den rute, som rådmændene gik, i den grad gav et indtryk af et aktivt og velbenyttet område.
I anledning af indvielsen var der trillet affaldsspande ind i området. De blev godt benyttet på f.eks. plads Gamma, hvor Borgerservice havde bestilt en ismand til gratis at uddele italiensk is.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-06 Juli