Meyer-projektet i Gellerupparken og i Toveshøj
Grafitti er dyrt at fjerne
tekst og fotos af Ulla Bording Jørgensen, projektassistent i Meyer-projektet
Vi har i Meyer-projektet nydt sommer-idyllen i Toveshøjs blomstrende rosenhaver og Gellerupparkens fredfyldte og forskelligartede, grønne hyggekroge.
Vi har også set, at der er kommet mere graffiti på husmurene i løbet af sommeren.
Og vi har spurgt os selv: Ved alle beboere, hvor dyrt det er at fjerne graffiti?
Ja, der er kommet mere graffiti her i sommer, og det pynter ikke.
Og hvem betaler for at fjerne graffiti igen?
Det gør alle beboere over deres husleje.
Men hvad koster det da?
Bare en lille tegning med tusch koster 500 kroner at få fjernet!
Store graffitimalerier kan koste 2.500 kroner eller mere.
Hvordan kan vi stoppe graffiti?
Vi kan alle holde øje med, om nogen er ved at lave graffiti på vores mure.
Men vi kan især fortælle børn og unge i familien og i opgangen, at de små og store tegninger på væggen gør huslejen højere, end den burde være.
Meyer-projektet giver nu ren besked. Vi hænger plakater op i opgangene med noget af blokkens graffiti på og fortæller, hvad det koster.
Nogle blokke er ved at blive malet. Tillykke til alle beboerne i de nymalede blokke. Vi håber, at de vil se nymalede ud længe endnu, og vi håber, at alle voksne vil huske børnene på, at det er deres forældre, der er med til at betale prisen for at holde blokken pæn.
Meyer-projektet vil ønske alle vores fastende og ikke-fastende beboere en fortsat god ramadanmåned og en glædelig afslutningsfest omkring d. 9. september.
Meyer-projektet for et renere Gellerup vil hver måned skrive om indsatsen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2010-07 September