Klumme

Danmark er et foreningsland

Hvem deltager i generalforsamlingerne?

af Inger Bloch – illustration af Jesper Ankjær

Vi er alle medlemmer af én eller flere foreninger
Det er blevet sagt, at ”når tre personer mødes i Danmark, danner de en forening”. Lidt er der vel om snakken; når man prøver at tælle op, hvor mange foreninger, man egentlig er med i, kan man godt blive overrasket.

De fleste af os er medlemmer af boligforeningen, og en del er i fagforening, idrætsforening, personaleforening, brugsforening, en eller flere støtteforeninger og – ja jeg kunne blive ved. (Jeg selv er medlem af omkring 10 forskellige foreninger).

Typisk én gang om året afholdes en generalforsamling, hvor de forsamlede har indflydelse på spørgsmål, der er vigtige for den pågældende forening – det kan være økonomien, valg til en bestyrelse og forskellige tiltag og arrangementer.

Hvor blev de yngre af?
Brabrand Boligforenings mange afdelinger har lige afholdt de årlige beboermøder, som er afdelingens generalforsamling; deltagerantallet kunne godt være højere nogle steder, og man kan gisne om, hvorfor der ikke kommer flere. Forståeligt nok er der ingen, der kan være mødeaktive i ALLE de foreninger, de er medlemmer af – og vi ved da også, hvor travlt børnefamilierne har med at få tiden til at slå til.

MEN – det årlige afdelingsmøde er altså et vigtigt møde! Udover de faste punkter som regnskab – budget og valg er der jo alt det, der vedrører dagligdagen i afdelingen, og det er her, man kan fremkomme med ny idéer til forbedringer og aktiviteter.

I ”min” afdeling er der heldigvis en trofast skare, der hvert år kommer til afdelingsmødet – og det nylig afholdte beboermøde var ingen undtagelse. – Dog var det påfaldende, at der var så få yngre mødedeltagere; blandt bestyrelsens 5 medlemmer har vi heldigvis to yngre mennesker, der har børn – men et blik ud over forsamlingen afslørede, at der ellers ikke var nogle (eller kun ganske få blandt de fremmødte), der var under 50 år.

En gammel bedstemors idéer
Jeg vil gerne komme med nogle idéer til hyggeligt fritidsliv, hvor børnene er med:

Man kunne udnytte sin afdelings faciliteter – fodboldbane, petanquebane og selskabslokaler til eksempelvis turneringer i ludo, rundbold og fodbold med deltagelse af både børn og voksne.

Nu kan det jo godt være, at sådanne tiltag er håbløst gammeldags – det er måske bedre med turneringer i computerspil – eller ”hvem kan hurtigst bygge en motorcykel med kardanaksel af legoklodser” – eller noget helt andet, jeg ikke kan forestille mig lige nu(?)

Afdelingsmødet ER vigtigt
Det hele er naturligvis ikke kun hygge og idyl. På det årlige beboermøde skal der også tages stilling til alvorlige problemer som ghettodannelser, hærværk og – for de ældste afdelingers vedkommende – problemstillingen med kæmpestore, nødvendige vedligeholdelses- og renoveringsarbejder og finansieringen heraf.

Min opfordring til jer alle i boligforeningen er: Prioriter jeres tid, således at det bliver muligt at deltage i de årlige afdelingsmøder; kom og bliv orienteret om evt. problemer og vær med til at komme med løsningsforslag!




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt