Skræppebladet

Mens græsset gror, dør horsemor

af Hans Esmann Eriksen

Det nytter ikke, at man kun taler om tingene. Ved bare at lade tiden gå uden at gøre noget, så kan man miste alting. Det fortæller Steen Steensen Blicher om i novellen “Hosekræmmeren”

Brabrand Boligforening har igennem 4 år sammen med Århus Kommune arbejdet på at få igangsat en helhedsplan, der skal ændre Gellerup/Toveshøj til et attraktivt boligområde. I november 2010 gennemførte regeringen det såkaldte Ghet­to­forlig (en aftale, der skulle styrke indsatsen i de såkaldte ghettoområder). I december 2010 gav de to afdelinger grønt lys til, at der bliver arbejdet videre med planen.
Alt er fryd og gammen, nu kan vi komme i gang – men så let skal det ikke være.

Allerede ved starten af planen for 4 år siden blev det gjort klart, at den kun kunne gennemføres, hvis folketinget gav lov til at sælge jord og bruge pengene på planen. I Ghettoforliget foreslås det, at der gennemføres en jordsalgslov. Det forlyder også, at lovforslaget er forberedt.
Hvad sker der så – absolut ingenting.

Det ser ikke ud til, at Socialministeriet har nogen hast med at få gennemført den lovgivning, der er nødvendig for at starte helhedsplanen. Man kan frygte, at spørgsmålet må vente til efter et folketingsvalg.

Ghettoforliget indeholder også en beslutning om at ændre le­je­loven, så det skal gøres lettere og hurtigere at sætte familier ud, hvor børnene klart har udvist truende og voldelig adfærd, der er med til at gøre området utrygt. Den type af familier har vi i Brabrand, det kan alle læse i pressen. Boligforeningens politik på dette område har haft en præventiv virkning, men bliver svækket af regeringens manglende handling. Boligforeningen venter nu på 2. år på at få sager afgjort, og det ser ud til, at foreningen må vente 2 år mere.

Nu kommer vi tilbage til ”Hosekræmmeren”. Hvem er det egentlig, der kommer til at betale for, at der ventes og ventes på lovgivning og domsafgørelser. Det gør beboerne i Brabrand Boligforening? Hvordan skal beboerne tro på, at situationen kan blive bedre, når regeringen sidder på hænderne, selv om et enigt byråd og en trængt boligforening kommer med planer, der svarer til regeringens ønsker? Hvordan skal man tro på, det kan blive bedre, når man er usikker på, hvordan der bliver taget hånd om de unge, der har begået kriminalitet/hærværk, og som stadig bor i området?

Det store tab, der kan blive resultatet af regeringens manglende handlekraft og øjensynlige manglende vilje til at hjælpe den almene sektor, bliver, at samfundet bliver endnu mere opdelt i et A- og et B-samfund.

De smukke aftaler og planer er i lighed med andre af regeringens planer noget, man kan holde op i forhold til en kritisk presse. Den lovgivning og handling, der også skal til, bliver bare udskudt i årevis.