Med Gellerup Kirke i Libanon

En varieret og alsidig oplevelse til sammenholds styrke

tekst & foto af Peter Kjellerup Hansen, beboer, Søvangen

Fra Kastrup til Beirut

Det var en gruppe på 20 deltagere – 18 damer, 1 ledsagende ægtemand og så mig – som sidst på eftermiddagen den 14. oktober 2011 samledes i Kastrup Lufthavn omkring den nye sognemedhjælper i Gellerup Kirke, Bit Boel Buhl. Som rejseleder og planlægger skulle hun forestå en længe planlagt ekskursionsrejse til Libanon.

Sidon - korsridderborg

Byblos

Verdens ældste by

Udhvilede, sådan da – skulle vi tidligt næste dag til vores første ekskursionsdestination Byblos – på libanesisk ”Jbail” – en i allerhøjeste grad sammensat by. Den ligger 35 km. nord for Beirut, ud til Middelhavet, og er helt og aldeles fantastisk.

Bykernen dækker verdens ældste, stadig beboede område, grundlagt af fønikerne for mere end 5000 år siden , og omtalt i Det gamle Testamente. Den indeholder en skatkiste af bygningsarkitektur i alle former og stilarter, fra oprindelsen og frem til i dag. En oplevelse af de sjældne.

Fuglereden

Hjertegribende

Fra Byblos gik turen videre til et børnehjem ”Fuglereden” lidt uden for Byblos. Det blev en anderledes og stærk medrivende oplevelse, da hjemmets klientel blandt andet var forældreløse børn fra de krige og den nød, der de sidste mange år har præget Libanon , og det i alle aldre fra 0 til 16, hvis forældre ikke kunne tage vare på dem.

”Fuglereden” blev stiftet i l926 af en dansk kvinde Marie Jacobsen – født i Horsens i 1882 og død i tjenesten i ”Jbail”/Byblos 1960. Hun havde oplevet 1. Verdenskrigs gru, mens hun gjorde tjeneste med humanitært arbejde på armenske hospitaler, og her så de rædsler, tyrkerne iværksatte med deres forfølgelser af den armenske befolkning. Over for disse rædsler gik Marie Jacobsen helhjertet i gang med et enormt hjælpeprojekt .

Maria Jacobsen

Hun fik fat på så mange udsatte børn, det var muligt, og bragte dem i sikkerhed under sin kærlighed og omsorg. Med hjælp fra nogle amerikanske missionærer og donationer fra Danmark blev hendes påbegyndte børnehjem ”Fuglereden” snart en stationær institution.

Vi besøgte de alleryngste af de ca. 160 børn og unge som var ”Fugleredens” klientel, og det var hjertegribende for dem, som virkelig holder af børn.

Børnehave i Mat Elias-lejren

På besøg i børnehavelejre

På 4.-dagen skulle vi så besøge børnehavelejre og det fra tidlig morgen. Vi delte os op i to mindre grupper, og besøgte børnehaverne på skift. Det er utrolig veltilpassede og tillidsfulde børn, som både får undervisning i musik, kunst, kreativitet, og som forstadie til skolen undervisning i at læse og skrive, samt hvordan de skal være over for hinanden, da børnene er repræsenteret ved flygtninge, handicappede og raske, fastboende.

Vi så dem udfolde sig kreativt med meget fine, kunstneriske resultater, og der blev sunget for os. Disse lejre – sammen med 10 andre fordelt rundt i Libanon med væsentligste placering opad flygtningelejre – drives økonomisk som selvstændige enheder under Ghassan Kanafanis Kulturfond, der blev oprettet af den libanesiske stat i 1974.
Dagen efter besøgte vi ”Johann Ludwig Schneller Schule” og gjorde et ophold i den gamle by Baalbeck.

Underholdning i flytningelejren i Tyrus

Tyrus og Sidon

Her gjaldt det noget helt andet: Flygtningelejre i ”Hizbollah”-regionen. En lille familie, Elkaatib, i vores rejsegruppe havde familie i den lejr, vi besøgte, ellers var vi aldrig kommet derind. Her åbnede en ny verden sig for os. Hvilke forhold de mennesker dog levede under.

Vi var tilbage i tidlig Middelalder. Der var rækker af klinede, interimistisk opførte boliger, som ikke var værd at kalde menneskeboliger, bygget op på meget lidt plads. Men i husene – indenfor – var det helt anderledes. Vi besøgte den derboende Elkaatib-familie, og spiste hos dem på deres tagterrasse. De boede tæt, men syntes ikke at mangle noget, heller ikke, hvad angik det indretningsmæssige.

Tyrus flygtningelejr

Baalbeck (Jupitertemplet)

Afsked

Tiden var ved at være udløbet, og ved landingen i Kastrup skiltes gruppen, som en uge tidligere var rejst ud, ukendte med hinanden. Med de oplevelser, turen gav, nu dus og på fornavn, som havde man kendt hinanden betydeligt længere end varigheden af den oplevelsestur, vi havde haft.