Eks-rødder fra Herredsvang fik ildsjælepris
Aarhus V løb med al rosen, da Det Boligsociale Fællessekretariats pris blev uddelt
Af Helle Hansen, foto Hans Esmann Eriksen
Landsbyggefonden og Boligselskabernes Landsforenings direktør, Bent Madsen, forsøgte at skabe spænding, da han i starten af året fik til opgave at overrække Det Boligsociale Fællessekretariats ildsjælepris, som for femte gang blev uddelt i forbindelse med sekretariatets årlige nytårskur.
Da spændingen blev udløst, var det seks overraskede unge mænd fra Herredsvang, der blev kaldt frem til hyldest og klapsalver fra hele salen. Prismodtagerne er Mahmoud Halloum, Mahmoud Sheikh, Omar Radi, Mark Merek, Robin Nielsen og Mustapha Baddoura.
De unge mænd, der er i alderen 22-30 år, modtager prisen, fordi de på fornemmeste vis optræder som rollemodeller over for de yngre børn og unge i Herredsvang og i særdeleshed i forhold til de unge, som har problemer, de kæmper med. Alle de seks unge mænd er selv opvokset i Herredsvang. Flere af dem har en forhistorie i det kriminelle miljø, men i dag er de alle i arbejde eller under uddannelse.
De unge kan noget særligt
Bent Madsen kunne fortælle, at de seks unge mænd, i forbindelse med at Kulturhus Herredsvang sidste forår var udsat for en bølge af indbrud og hærværk, ydede en uvurderlig indsats. De unge kan nemlig noget, som de professionelle aldrig vil kunne lære, uanset hvor mange år de arbejder eller længden på deres uddannelse.
Det er Susanne Bøgelund, leder af det boligsociale arbejde i Herredsvang, der har indstillet de unge til ildsjæleprisen. Hun fortæller, at de seks unge mænd nyder stor respekt hos områdets børn og unge, og den respekt bruger de til at tilkendegive, at de ikke vil finde sig i hærværk eller anden uhensigtsmæssig opførsel.
Herredsvang på rette vej
Susanne Bøgelund er overbevist om, at grunden til, at problemerne i Herredsvang i dag bliver løst relativt hurtigt, er de unge mænds fortjeneste, fordi de udviser handlekraft, høj moral og ikke mindst påtager sig stort ansvar for deres boligområde. Og de seks prismodtagere er med deres bemærkelsesværdige og vedholdende indsats med til, at man i fællesskab er på vej til at nå målet om at gøre Herredsvang til et endnu bedre sted for børn og unge at vokse op.
Ildsjæleprisen er på 6.000 kroner, som er doneret af D|K2 Bygherrerådgivning.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2013-01 Februar