Nye medarbejdere i Brabrand Boligforening
Den 1. marts begyndte tre nye medarbejdere i administrationen på Rymarken 2
Af Pernille Benzon, foto: Bo Sigismund
Pernille Benzon er ansat som leder af kommunikation og marketing
Pernille skal arbejde med både intern og ekstern kommunikation – pressemeddelelser, nyhedsbreve, internet og intranet, sociale medier, designmanual, årsberetninger m.m.
Pernille har over 25 års erfaring inden for området og har bl.a. været ansat ved Sophus Berendsen, BabyDan, Ferskvandscentret og sidst i Skanderborg Kommune, Kultur og Borgerservice.
Sven Pedersen er ansat som drifts- og sekretariatsleder
Sven skal varetage opgaver inden for driften, som beskæftiger ca. 110 personer fordelt på ejendomsfunktionærer, varmemestre, inspektører samt afdelingssekretærer for boligafdelingerne.
Opgaven består af det overordnede ansvar for driftspersonalet, ledelsesmæssige opgaver til brug for ledelsen samt udviklingstiltag til gavn for boligafdelingerne og for administrationen i boligselskabet.
Sven har været beskæftiget inden for den finansielle sektor, blandt andet i BRFkredit med Aarhus som ansvarsområde tilbage i 80´erne, senere mange år i forskellige entreprenørvirksomheder og de seneste fire år i en boligadministration.
Susanne Kjær Johnsen er ansat som sekretær i sekretariatet
Susanne skal – i tæt samarbejde med sekretariatsleder Jytte Andersen – varetage diverse sekretæropgaver. Ud over de almindeligt forefaldende sekretæropgaver vil Susanne beskæftige sig med planlægning og forberedelse af diverse møder og komme til at deltage som referent i en del af møderne.
Susanne har over 30 års erfaring som sekretær og har bl.a. været ansat hos Scanheavy, BP gas, BP gastronik og senest Difko Administration A/S, hvor hun har været ansat i knap 26 år, først som chefsekretær og siden som sekretariatsleder.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2013-03 April