Jeg vil gerne blive gammel i en lejlighed i Hans Broges Parken
Sangerinden Lis Sørensen er født i boligforeningens Afdeling 1. Og hun blev som barn ved at komme og lege i afdelingen, efter at familien flyttede på en gård
Tekst og foto af Pernille Benzon
”Dengang jeg var barn, var jo en tid, hvor der ikke var fjernsyn, iPad, mobiltelefoner og Playstation, så vi legede sammen, vi snakkede, vi sang, og vi var meget mere sammen med vores forældre, end børn er i dag. Vi brugte også hulrummet under altanerne som huler – nogle af de store drenge var modige nok til at overnatte derinde.”
Jeg har aftalt at mødes med Lis Sørensen foran lejlighed nr. 11 i Hans Broges Parken.
Her boede hun, fra hun blev født i 1955 til omkring fire år senere, hvor hun flyttede med familien til en gård på Skovbakkevej, hvor hendes far startede en planteskole.
Livet på landet var dog lidt ensomt for vores populære danske sangerinde, så hun fandt tit tilbage til Hans Broges Parken, sine venner og veninder og miljøet i og omkring Brabrand Boligforenings ældste boligblok.
”Jeg husker min barndom i Hans Broges Parken som meget tryg og privilegeret.
Der var masser af børn, de fleste mødre gik hjemme, og der var god tid til at lege, lave mad, hygge og gå på opdagelse i skoven eller ved søen. Der var også masser af dyreliv – jeg kan huske, jeg lå i min seng om aftenen og kunne høre fuglene… det var en god måde at falde i søvn på.
Blokkene ser fuldstændig ud, som de gjorde dengang, og tørrestativet er også det samme. Jeg kan huske, at min mor plejede at binde mig fast til det, da jeg var helt lille. Så havde hun styr på, hvor jeg var henne, hvis hun skulle ned i vaskekælderen efter tøj eller op i lejligheden.
Det var også dengang, man for det meste gik i hjemmesyet tøj. Der var ikke råd til, at man gik ud og købte nyt tøj i byen hele tiden, så min mor syede vores tøj- og sit eget tøj – og sådan var det også for de andre børn, der boede herude. Så det var ikke sådan, at man var anderledes, eller der var nogen, som mobbede hinanden, fordi man havde forkert hår eller tøj – det var i orden at se forskellige ud dengang.”
Lis Sørensen foran opgang 11 i Hans Broges Parken, hvor hun blev født i 1955
”Jeg kan huske, at min bror og jeg delte et værelse med køjesenge, at vi havde udsigt til søen inde fra stuen, og at køkkenet var langt og smalt med et bord forneden, hvor vi sad og spiste.
Vi havde også en lille kolonihave nede foran blokken, der hvor der er legeplads i dag. I samme blok boede min bedste veninde, Anne Friis Moltke, og hendes familie. Hendes far rejste meget og kom altid hjem og fortalte de mest fantastiske historier ude fra verden, så det var et herligt sted at komme på besøg.
Der var også fru Dose, som havde 20 kanariefugle i sin lejlighed, og så var der Lizzie og Olaf Sørensen, som også var et par dejlige mennesker.
Nu flyttede vi jo, da jeg var fire år gammel, men da vi flyttede ud på landet, var der ikke ret mange børn at lege med, så jeg blev ved med at komme i Hans Broges Parken – også fordi det var lige på vejen hjem fra skole. Så min mor vidste godt, at hvis det tog mig nogle timer at komme hjem fra skole, så var det sikkert, fordi jeg var stoppet og legede med mine gamle venner – det var jo også dem, jeg gik i skole med.”
”Det var jo en tid, hvor der ikke var fjernsyn, iPad, mobiltelefoner og Playstation, så vi legede sammen, vi snakkede, vi sang, og vi var meget mere sammen med vores forældre, end børn er i dag.
Vi brugte også søen en del. Om sommeren tog vi på udflugt med vores mødre med tæpper og madpakker og badede hele dagen, og om vinteren spændte vi skøjter på og susede hen over isen. Det var skønt. Ellers legede vi gemmelege, hinkede, sjippede og lavede huler under altanerne. Nogle af de store drenge var endda så modige, at de sov i hulerne om natten.
Der var også et stort træ ude i skoven, som vi kravlede i – også selv om vores forældre egentlig sagde, vi ikke måtte – men det var svært at lade være. Skoven var heller ikke nær så tilgroet dengang.
Der var to store plæner, hvor vi tit sad og holdt udflugt med madpakke, eller hvor der blev spillet bold. Træerne var heller ikke så store dengang, så man kunne se fra blokkene ind på plænerne i skoven. Når vi var på udflugt i skoven, havde vi tit havrekager med. Det var det første mad, vi kunne finde ud af at lave selv – en blanding af havregryn, vand og sirup, som blev sat til afkøling i køleskabet.
Jeg husker, at det smagte herligt. Da vi blev ældre, var det også populært at gå i biografen i Vest Teatret nede på Silkeborgvej. Så mødtes vi med dem fra Søvangen og så film og spiste slik og ”hang ud”.
”Ja, kælderen var ret uhyggelig, men vi legede nu dernede alligevel, for det var også lidt spændende. Og så var der en bande, som holdt til i den nederste blok. De hed Oskar Høj-banden, og når man legede ude i skoven, skulle man skynde sig væk, når de kom – ellers kunne der godt blive ballade.
Der boede også en børnelokker nede i husene ved Udsigten. Ham kaldte vi for Bananen, og vores mødre advarede også mange gange om ikke at komme i nærheden af ham. Ellers kan jeg ikke huske, der var noget, som føltes utrygt eller uhyggeligt herude – tværtimod. Jeg havde jo også min bror, som var tre år ældre, der passede godt på mig.”
Lis Sørensen: ” Jeg kan sagtens se mig selv blive gammel i en lejlighed i Hans Broges Parken – og jeg har for resten også et boligbevis, som mine forældre tegnede til mig, dengang jeg blev født, så måske jeg kan komme foran i køen, hvis det skulle blive aktuelt?”
”Begge mine forældre kom fra Skanderborg, og deres forældre var også derfra. Min far kom ud at sejle som 14-årig i 1935, og på grund af krigen kom han ikke tilbage før over 10 år senere.
Da han kom hjem, havde han set og oplevet en del, og jeg ved, at han syntes, han havde fået livet foræret mange gange. Han kom på et tidspunkt under krigen i den amerikanske flåde og fortalte, at når 70 skibe blev sendt ud, var det ofte kun de seks, der kom tilbage igen.
Så jeg tænker, at Skanderborg har været for ”lille”, da han kom hjem – at han har haft behov for at bevæge sig væk fra de faste rammer og ind i noget nyt. At det lige blev Hans Broges Parken, tror jeg, var et tilfælde, men der er ingen tvivl om, at det var et heldigt tilfælde.”
”Da vi boede her, var min far forhandler af reservedele til NSU Prinz-biler, og samtidig var han en ivrig kunstmaler, så han havde også sit lille atelier i lejligheden.
Den eneste grund til, at vi flyttede, var, at mine forældre startede en planteskole, og det var praktisk at bo samme sted. Jeg kan huske, da vi skulle flytte. Jeg sad nede på hjørnet af nr. 11 på et lille natbord og så dem bære alle tingene forbi og tænkte, hvor vi mon nu skulle flytte hen. Jeg havde ikke lyst til at skulle væk fra Hans Broges Parken.”
”Nu er der jo ret stille herude i dag. Dengang jeg boede her, var der masser af børn i alle aldre og et mylder af liv på græsplænerne og i skoven bagved. Men dejligt- det er her stadigvæk, og en god ro. Det er jo fantastisk med et sted, som ligger så tæt på byen, og så er der alligevel så dejlig en natur og fantastisk udsigt til søen.
Så jo, jeg kan sagtens se mig selv blive gammel i en lejlighed i Hans Broges Parken. Og jeg har forresten også et boligbevis, som mine forældre tegnede til mig, dengang jeg blev født, så måske jeg kan komme foran i køen, hvis det skulle blive aktuelt?”
Med denne bemærkning og et smil og en aftale om, at Lis Sørensen sender en kopi af sit boligbrev til mig, tager vi afsked på parkeringspladsen foran Hans Broges Parken. Lis Sørensen skal videre til en koncert i Skanderborg, og jeg går hjem med notesblokken fyldt med historier fra en stor sangerindes barndom i en boligblok, som har været med til at give inspiration til dejlige sange og fantastisk musik.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2013-08 Oktober
