Det boligsociales idéhistorie i boligområderne

Næstformand Troels Bo Lund Knudsen har skrevet speciale om grundlaget for det boligsociale arbejde i boligforeninger

Af Jens Skriver – Arkivfoto (kun online) af Ulrik Ricco Hansen

Brabrand Boligforenings næstformand, Troels Bo Lund Knudsen, har for nylig afsluttet sin uddannelse som kandidat i Idéhistorie fra Aarhus Universitetet. Skræppebladet har fået lov til at læse hans speciale, som handler om det boligsociale arbejdes idehistorie siden 1970. Specialet viser de rammer, det daglige arbejde i boligområder foregår indenfor.

Et speciale er oftest rettet til fagfæller, men Troels Bo har sagt ja til at uddybe nogle af sine synspunkter til Skræppebladets læsere. Og han fortæller indledningsvist, at idehistorie er et tværfagligt studium, hvilket er forskelligt fra mange andre fagområder, hvor de studerende mest koncentrerer sig om deres eget felt.

”Socialt arbejde i dag er en udøvelse af magt. Jeg mener ikke, at man helt kan undgå misbrug eller overgreb, men gennem at være bevidst om historien kan vi måske forebygge eller være vores rolle bevidst. Vi skal finde fælles fodslag og bygge bro,” siger Troels Bo og fortsætter:

”Det lokale boligområde er i boligsocialt arbejde målet for arbejdet, i modsætning til almindeligt socialt arbejde, der normalt retter sig mod enkeltpersoners problemer. I boligområderne drejer det sig om at ændre på den ”sociale kapital”, således at et områdes resurser udvikles og styrkes.”

Tre faser i boligsocialt arbejde

De skiftende politiske motiver for at bedrive boligsocialt arbejde fremgår tydeligt i Troels Bos speciale. Fremstillingen begynder i 1970, for dengang blev beboerdemokratiet væsentligt udvidet, og specialet er herefter inddelt i tre faser: Frem til 1993, hvor Byudvalget blev oprettet, herefter beskrives Byudvalgets periode indtil 2004, hvor sidste del starter, som handler om ghettostrategier.

Den første fase med boligsocialt arbejde er karakteriseret ved, at samfundet ikke er en aktiv aktør. Indsatsen er præget af lokalt orienterede ideer og behov, lyst og vilje til eksperimenter. Mange husker sikkert begrebet ”græsrodsbevægelse”. Dengang kom der beboerrådgivning, og bistandsloven åbnede mulighed for at oprette lokale teams, og beslutninger om mål og metode lå lokalt.

Staten ønskede styr på udviklingen

Den boligsociale indsats opstod først rigtig i 90’erne med Byudvalget, der udelukkende bestod af ministre, der bevilgede temmelig mange penge til indsatserne, men som til gengæld så også ville have styr på, hvad der foregik.

”Byudvalget havde en oplagt effekt. Det knyttede det sociale sammen med de fysiske forbedringer i et område, og det havde en økonomi, der åbnede op for nye muligheder,” fortæller Troels Bo.

Strategi mod farlige ghettoer

I 2004 kom Fogh-regeringen med ghettostrategien, og hermed blev boligområderne gjort farlige og til et samfundsmæssigt problem. Det boligsociale arbejde defineres ikke længere ud fra lokale, men samfundsmæssige behov.

”Boligområderne omtales som farlige sorte pletter på Danmarkskortet, og de er årsag til problemerne og ikke det omkringliggende samfund. Sådan lyder det i alt fald i VK-regeringens retorik,” forklarer Troels Bo.

Det nuværende arbejde

”De teorier og metoder, som boligsocialt arbejde baserer sig på, er især udviklet i USA. Men derovre foretages så godt som alt boligsocialt arbejde af private organisationer. I Danmark er det sociale arbejde stærkt påvirket af staten, som er en meget stærk aktør på godt og ondt,” fortæller Troels Bo og fortsætter:

”Nu er det afgørende, at staten er gået ind i arbejdet. Det sikrer et kvalificeret arbejde. Det vigtigste begreb i boligsocialt arbejde er ”empowerment”, der har til hensigt at forøge den enkeltes muligheder for at handle og gå fra at være passiv til at være aktiv.”

Målet med indsatsen

”Målet for social forandring er, at et område bliver velfungerende, og at der udvikles netværk og resurser, der ikke kun medfører symptombehandling. Det er Folketingets boligforlig, der i dag udstikker rammerne for Landsbyggefondens boligsociale indsatser, og derefter er det Landsbyggefonden, der bevilger penge til de lokal boligområder på baggrund af lokale ansøgninger,” oplyser Troels Bo.

Aktivt beboerdemokrati et must

En af specialets konklusioner er, at et aktivt beboerdemokrati er afgørende for det boligsociale arbejde, og at det styrker den lokale sociale kapital med et rigt foreningsliv.

Troels Bo slutter med at forklare: ”Vi har to slags netværk. De horisontale netværk, hvor vi møder og kan søge hjælp til udfordringer fra folk, der er ligesom os selv. Og de vertikale netværk, hvor vi møder folk, der er anderledes end os selv.

En helhedsplan har blandt andet som formål at opbløde de horisontale netværk og at skaffe flere vertikale forbindelser, som det foregår i en fodboldklub, hvor man kan møde folk med andre erfaringer og viden, og måske lære af dem og deres erfaringer for eksempel i forhold til uddannelse og job.”