Lederen
Gellerup tager skraldet igen igen
Af Helle Hansen
Første uge i marts tog Gellerup igen skraldet og endte i en vaskeægte medie- og politikerstorm sammen med de lokale imamer, der blev ”afsløret” for åben skærm af en undercover-journalist på TV2, som sidste sommer var flyttet ind på Toveshøj for at afdække, hvad der foregår i moskeerne.
Søndag den 17. april tager Gellerup skraldet igen. Denne gang sammen med Grimhøj-imamen Abu Bilal, som i virkeligheden hedder Abdallah Ismael. Denne søndag i april er det bogstaveligt talt skraldet, der bliver taget, fordi det er store oprydningsdag i hele Danmark og dermed også i Gellerup. Og igen i år er det Abdallah, der også er beboer i Gellerupparken, der går forrest og leder indsamlingen af skrald, som formand for foreningen Rent Ansvar.
Foreningen bygger på resterne af Meyer-projektet, som fra 2006 til 2011 fandt sted i Gellerupparken og Toveshøj. Dengang var Abdallah Meyer – og han var rigtig god til det.
Nu er det så rigtigt spændende, om Gellerup kommer til at skulle tage endnu en omgang medie-skrald, fordi vi samler skrald med imamen.
I Danmark har vi ytringsfrihed – lige såvel som vi har religionsfrihed. Og vi har også ret til at have hver vores holdninger, så længe vores handlinger holder sig på den rigtige side af loven. Det er i hvert fald, hvad overtegnede af denne leder, mener at have lært.
Og så kunne jeg skrive en hel masse om at stå vagt om vores værdier og rettigheder, men det vil jeg undlade…
Heldigvis er der ikke noget så befriende, som en god omgang skraldesnak, mens man går og samler affald. Her kan vi tale om, hvordan vi gerne vil gøre Gellerup til et rigtigt dejligt sted at bo for alle. Og vi kan diskutere, hvorfor nogle vælger at stemme og ikke at stemme. Og vi behøver ikke være enige om alt.
Jeg ved godt, at Abdallah kalder mig en vantro – det er mange muslimers ord for mig, fordi jeg ikke tror på Allah.
Det overlever jeg nok at blive kaldt – for jeg er vant til at blive kaldt både en ghetto-beboer og en beboer i et sort hul af min statsminister.
Lige meget hvad, så er jeg og Abdallah klar til at tage skraldet – søndag den 17. april. Og alle I andre opfordres også til at tage det skrald, som I møder på jeres vej.
God oprydningsdag til hele Danmark.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-02 Marts