Gellerupparken har valgt YouSee som tv-udbyder
Muligheden for at vælge mellem tv-kanaler eller bredbånd samt seks ekstra tv-kanaler var vigtig for afdelingens beboere
Af Jens Skriver
Debatten om antenneudbyder raser i flere afdelinger i Brabrand Boligforening. Jeg har spurgt formanden for Gellerupparken, Helle Hansen, hvorfor Gellerupparken valgte at skifte til YouSee.
”Vi så på, hvilke krav der skulle opfyldes. Vi ville gerne have fibernet lagt ind i afdelingen, fordi det er fremtiden, og her kom YouSee med det bedste tilbud, ” fortæller Helle og forklarer:
”YouSee leverer to ”gratis” fiberledninger helt op til hver enkelt lejlighed. Den ene fiber er fra YouSee, den anden er fra TDC. Ledningerne ender helt oppe i lejlighederne, så alle beboere er sikret optimal hastighed i fremtiden.
Betalingen for fibernettet er, at Gellerupparkens beboere har bundet sig til YouSees lille tv-pakke i fem år, hvor der skal betales antennebidrag over huslejen.

Nu kan beboerne vælge seks kanaler på blandt andet arabisk, tyrkisk og somalisk.
Beboere kan fravælge tv-pakke
”Det afgørende for valget af YouSee var den fleksibilitet, beboerne får, forstået på den måde, at en beboer, der ikke har tv, hvilket mange unge mennesker ikke har i dag, helt kan fravælge tv-pakken og i stedet få leveret en 5 Mbit bredbåndsforbindelse for det antennebidrag, der betales over huslejen,” fortæller Helle Hansen.
”Og hvis beboeren, der fravælger tv-pakken, i stedet vælger at tilkøbe for eksempel en 20/5 Mbit bredbåndsforbindelse hos YouSee til 199 kroner om måneden, så bliver de 104 kroner i antennebidrag fratrukket regningen – og så kan beboeren gratis se YouSees lille tv-pakke på sin computer,” oplyser Helle Hansen.
Seks ekstra kanaler og lokal-tv
YouSees lille tv-pakke består af 25 kanaler, men derudover har Gellerupparkens beboere fået seks ekstra tv-kanaler, som afdelingen selv vælger, samt en kanal til lokal-tv, hvor Filmprojekt Gellerup kan sende.
”Vores antennebidrag er 104 kroner om måneden samt otte kroner i administration. Og for beboere, der ønsker også at købe bredbånd, telefoni og mobil hos YouSee, er der mulighed for at få rabat,” fortæller afdelingsformanden og oplyser, at den fiberledning, der tilhører TDC, også er åbne for andre udbydere.
Mulighed for andre udbydere
Gellerupparkens beboerne har altså mulighed for vælge en anden udbyder, men i så fald skal de stadig betale antennebidraget for YouSees lille tv-pakke over huslejen. Telefonstikkene i lejligheden tilhører også TDC, og dem kan andre udbydere også indgå aftaler med TDC om at bruge.
”Vi mener, vi valgte den bedste, billigste og mest up-to-date løsning, der er til at få for øjeblikket,” slutter Helle Hansen.
Hun tilføjer, at selv om der har været udfordringer med at få alle kablerne trukket op i alle lejligheder, hvor arbejdet snart er færdigt på Gudrunsvej, så er overgangen til YouSee gået godt.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-02 Marts