JALLA:14 er nu løbet af stablen
Fredag den 4. november var der masser af musik, teater, film og dans på EUTOPIA Stage
Tekst Sean Ryan Bjerremand, fotos Lars Christensen og Ditte Chemnitz

Dapkedanserne imponerede de fremmødte med deres farverige dans
Den lokale rapper Cha-D bød velkommen med et nyt nummer helt i Jallas ånd med titlen Habibi. Sangen kredser om udfordringen i at blive forstået: Habibi, hold ud, habibi, forstå mig nu, habibi, min ven, habibi, min ven, habibi, forstå mig nu.
Filmen Er vi der, gutter? handler om drengene i ACFC og om deres udfordringer i at gå efter nogle mål i fællesskab. Om respekten – og nogle gange det modsatte – for modstanderne. Om deres træner og hans betydning for dem, også når han ikke er der på grund af ferie, og nederlagene pludselig vælter ind. Af samme grund, fremgår det.
Herlige drenge
En af fodbolddrengene fra Søren Marcussens film om ACFC fik efter filmen mulighed for at stille spørgsmål til manden bag filmen, og Søren Marcussen svarede blandt andet, at det, han har fået ud af at lave filmen, har været at møde holdet. Han synes, at de er nogle dejlige drenge og kan mærke, at fodbolden betyder noget for dem. Filmen varede mere end en halv time og kom med helt ind i omklædningsrummet. En tilsyneladende hudløs skildring af drengenes strabadser.

Dansk og Arabisk mentalitet brager sammen på sidelinjen.
Kulturmødekarikatur
Til slut var der til teatertracket Over stregen en forrygende god karikatur af to kulturer: Vi møder den klassisk danske, lidt som en parodi på 80´ernes liv uden for stregerne, som jeg husker det. Halvt ildsjæl og halvt typisk dansk, som for få år siden. Indædt, men ikke så meget, at det gør noget – og lidt vattet og 70´er-pædagogisk i sit udtryk. Og så kommer der araberen, der står og råber og skriger og udstiller danskerens vattethed – i hvert fald i sammenligning
.
En god aften, hvor udtrykket don´t tell it – show it!(fortæl det ikke, vis det! red.sek) kom til sin ret. Det er nok slet ikke nødvendigt at gå så meget i dybden, hvis håb, paralleller og meget mere skal vises. Men humor og storytelling og god musik kan påvirke mennesker i retning af øget brobygning.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-08 December