Nekrolog over Merete Blicher
30. juli 1950 – 13. august 2017
Tekst Jens Skriver, foto Sandy Rosenvinge Lundbye

Merete var meget politisk aktiv, men droslede dog lidt ned, da hun blev syg.
Merete Blicher døde i sin søvn efter flere års alvorlig sygdom. Hun var gennem mange år en markant og meget aktiv beboer i Holmstrup.
Sin afstamning fra forfatteren St.St. Blicher var hun stolt af, og den blev en ledetråd for hendes virke. Hun valgte dansk og psykologi som linjefag i sin læreruddannelse, og hun havde et meget stærkt socialt engagement. Som hun sagde: Han skrev om folket.
Siden 1970erne var hun aktiv i kvindebevægelse og VS, samtidig med at hun arbejdede som lærer.
Hun mødte sin mand, Peter Iversen, da de lavede lokalradio sammen, og han flyttede herud i 1990erne. I en periode sad hun i afdelingsbestyrelsen, men lod stafetten gå videre til manden.
Merete led af psykisk sygdom, men det slog hende ikke ud, og hun vejledte andre psykisk syge bl.a. ved at skrive bogen Fra psykisk syg til aktiv handlende person. Hun kom i Biffen på Silkeborgvej og var meget glad for at bruge skriveværkstedet.
Også Værestedet i Holmstrup var et sted, hvor hun var glad for at komme. De andre gæster giver hende dette skudsmål: Meget varmhjertet, meget interesseret i, hvordan andre mennesker har det, og et meget givende menneske.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2017-05 September