8220 løb for livet i 24 timer

Kræftens Bekæmpelses Stafet for Livet fik fin premiere i Brabrand

Tekst af Helle Hansen, fotos Trine Krus Friis

Stafet for Livet blev indledt med en runde, hvor fighterne i gule T-shirts gik forrest.

Stafet for Livet blev indledt med en runde, hvor fighterne i gule T-shirts gik forrest.

I weekenden den 9.-10. september var der mere end almindelig aktivitet på tværs af broen over Edwin Rahrs Vej, da over 150 deltagere var i gang på ruterne ved premiereudgaven af Stafet for Livet, Brabrand.

Stafet For Livet, der foregik over 24 timer fra klokken 11 om formiddagen lørdag til klokken 11 søndag, er en holdaktivitet, der sætter fokus på kræftsagen. Og det er en anledning til at mindes dem, man har mistet til kræften, og give håb til dem, der kæmper. Det skete blandt andet gennem oplysning, aktiviteter og underholdning, som forgik på stafetpladsen, der var placeret på græsarealet syd for Foreningernes Hus.

Fin lokale opbakning
En gruppe lokale frivillige fra både Gellerup og Gl. Brabrand havde siden før jul arbejdet på at skabe opbakning til stafetten, både i form af at finde sponsorer til løbet, men også med at få folk til at deltage på holdene. Begge dele lykkedes fint i forhold til, at det er første gang, der holdes en sådan stafet i Brabrand. I alt nåede der op på at være 157 tilmeldte, som var ude på ruterne, der fandtes både i 0,5, 0,8 og en kilometers længde.

For 50 kroner kunne alle støtte stafetten og købe lysposer til aftenens ceremoni.

For 50 kroner kunne alle støtte stafetten og købe lysposer til aftenens ceremoni.

24 timer på ruten
Det var dog ikke alle hold, der opnåede at have deltagere på ruten i samtlige 24 timer, men det gjorde Blue Room plus Venner, der i alt nåede at gennemføre 261 kilometer, Team Brabrand 248 kilometer og City Vest 128 kilometer, samt SSF Frivillige med 105 kilometer.

Med forskellige farver klemmer på en snor blev det registreret, hvor mange runder holdene gennemførte på de 24 timer.

Med forskellige farver klemmer på en snor blev det registreret, hvor mange runder holdene gennemførte på de 24 timer.

Masser af liv på pladsen
Stafet for Livet bestod ud over løbet også af en masse aktiviteter på pladsen, hvor der både var et oplysningstelt, hvor alle kunne komme forbi og høre mere om kræft, og hvordan man kan forebygge sygdommen.

Og der var boder med mad, og der var tombola med mange af de fine sponsorgaver, som var blevet samlet ind. De største gaver blev solgt på en auktion på pladsen om aftenen.
Derudover var der ansigtsmaling og ballondyr og en hoppepude, så børnene også kunne få sig nogle gode timer.

Ladens frivilige sørgede for at der var forplejning hele døgnet rundt.

Ladens frivilige sørgede for at der var forplejning hele døgnet rundt.

 

For 50 kroner kunne alle støtte stafetten og købe lysposer til aftenens ceremoni.

Frivillige fra Somalisk Sundheds Forbund lavede sundhedstjek for 5 kroner.

Stemningsfuld ceremoni
Stafetten blev indviet med, at en lille gruppe fightere, mennesker, der er ramt af kræft, eller som har været syge af kræft, gik den første runde af stafetten. De gik forrest i gule T-shirts og med solsikker i hænderne. Derefter blev fighterne inviteret til at deltage i en sponseret frokost, hvor de havde nogle gode timer sammen.

Da mørket faldt på, blev stafetten suspenderet i en lille time. Her blev der holdt en såkaldt lysceremoni, hvorunder der blev tændt små lysposer til minde om folk, der er døde af kræft.
Der blev holdt nogle fine taler om det at miste og savne, og der blev sunget et par smukke sange. Seancen sluttede med et minuts stilhed, hvorefter alle deltagere gik en runde af stafetten sammen.

Ved mørkets frembrud blev stafetten suspenderet under lysceremonien, hvor man mindedes dem, der er mistet.

Ved mørkets frembrud blev stafetten suspenderet under lysceremonien, hvor man mindedes dem, der er mistet.

Støtte til kræftsagen
De 24 timers stafet blev gennemført uden at regne væk. Heldigvis så vejrudsigten meget værre ud, end det blev, for det regnede kun et par timer lørdag eftermiddag. Og at høre på stemningen ved afslutningen søndag formiddag – efter både morgengymnastik og gospelsang – så er det ikke sidste gang, at der har været holdt Stafet for Livet i Brabrand.

Og så blev der faktisk samlet omkring 30.000 kroner ind til den gode sag – og det er meget fint for en premiere-stafet, oplyser Kræftens Bekæmpelse.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt