En ny begyndelse
Boligforeningen kræver dialog med byrådet om ghettoaftale
Tekst Keld Albrechtsen, formand, arkivfoto
En bærende ide i Helhedsplanen er udvikling gennem fælles handling. På tværs mellem alle de forskellige parter, som indgår i dette store og mangesidige projekt. Alle skal være med til at gennemføre visionen om en ny bydel til gavn for by og beboere. Kommunen, boligforeningen, de to afdelinger, investorerne, arkitekterne, politiet, foreningerne og mange flere. Næste fase af Helhedsplanen kaldes Udviklingsplanen. Den skal også skabes gennem dialog og fællesskab. I udkastet til ny lov om udviklingsplaner understreges det, at planen skal udarbejdes i fællesskab mellem kommune og boligforening. Men der er kommet en slæde i vejen.
Kommunen afbrød samarbejdet
Med det udspil, som et flertal af byrådets partier nu er ved at beslutte i byrådssalen, brydes denne samarbejdsånd. Pludselig får vi at vide, at ni blokke skal nedrives! Nu ønsker kommunen tilsyneladende selv at diktere bydelens udvikling hen over hovedet på de øvrige parter. Nu risikerer vi en bitter strid om nedrivninger og tvangsflytninger. Beboerne kan miste troen på bydelens fremtid, og en generel stemning af mismod kan brede sig. Det er gift for en udviklingsplan. Ingen vil få glæde af det. Derfor må vi tilbage til den gamle samarbejdslinje, som daværende borgmester Nicolai Wammen stod for, da vi i 2010-11 forhandlede den nuværende Helhedsplan på plads. Den plan var inkluderende, alle skulle høres, alle skulle være med. Det betød naturligvis ikke, at alle altid var glade for de beslutninger, der blev truffet. Men det betød, at alle kunne være i det.
Vi ønsker en visionær ny plan
I boligforeningen ønsker vi at forhandle med kommunen og nå en god aftale. Derfor ønsker vi et bedre grundlag for forhandlingerne: en plan, som indeholder de grundlæggende visioner for den nye bydel – lige fra skolebyggeri og letbane til nybyggeri og parkeringsløsninger. Her kan planerne vise, at en blok må nedrives for at skabe plads for det nye og bedre. Hvis der er en funktionel begrundelse, så kan det være nødvendigt for at skabe den bedst mulige plan. Men det hører ingen steder hjemme at nedrive et meget stort antal blokke for at give et politisk signal og uden at vide, om der overhovedet er saglige grunde til at nedrive disse blokke. Hvor fører det os hen? Hvad vil konsekvenserne være? Man ved det ikke.
Et chokerende møde
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var chokeret og dybt skuffet, da borgmes-teren kaldte os ind på rådhuset og meddelte os, at ni blokke skulle rives ned. Det havde et flertal i byrådet aftalt uden at høre boligforeningen og uden at tage det mindste hensyn til den plan om fælles udarbejdelse af et grundlag for udarbejdelsen af den ny plan, som vi havde aftalt at gennemføre i foråret i år. Her var tale om en plan i den gamle ånd, hvor bl.a. faglige eksperter, afdelingsbestyrelser og andre skulle inddrages i workshops m.v. for at udarbejde ideerne og det faglige grundlag for den nye plan. Alt dette blev skrottet uden mindste forklaring. Og trods høflige forsikringer om, at kommunen naturligvis ville forhandle med boligforeningen, så skinnede det kun alt for tydeligt igennem, at her var tale om et reelt diktat. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at gennemføre mødet med borgmesteren på en pæn og diplomatisk måde uden at forløbe mig.
Tvangsflytninger
Hvis byrådets plan skal gennemføres, så skal flere hundrede familier tvangsflyttes – uden tryghedsgaranti. De får kun et enkelt tilbud efter lovens regler. Vi vil nu grundigt undersøge og drøfte med de andre boligforeninger, om vi kan være sikre på, at vores beboere får en rimelig tryghedsgaranti. Det forekommer ikke muligt. Der er meget få boliger, som kan bruges til denne enorme genhusning. De skal ligge i afdelinger med ret lav husleje og uden væsentlige sociale problemer. Sådanne boliger er der i sagens natur ikke mange, der fraflytter. Kommunen har en ide om, at en sådan tvangsflytning kan føre til bedre integration. Det savner nærmere begrundelse. Der er ikke erfaringer, der peger på, at en familie bliver bedre integreret ved at flytte ud i et område, hvor man ikke kender nogen. Det vil være rasende dyrt at opbygge en integrationsindsats ude i området i forhold til familien, og der er ingen garanti for, at det lykkes. Det er en mærkelig ide, byrådsflertallet har fået.
En stor regning til os alle
En virkning af byrådsflertallets aftale – som man heller ikke havde bekymret sig om på forhånd – er den kendsgerning, at nedrivningerne kan komme til at koste beboerne i Brabrand Boligforening mange penge. Vi vil tabe penge, fordi vi mister administrationsbidrag fra de nedrevne lejligheder, og fordi de ramte afdelinger får problemer med at betale de fælles udgifter. Man må stille det spørgsmål, om der er rimelighed i, at beboere i f.eks. Hasselager, Harlev eller på Holmstrup Mark skal være med til at give et særligt bidrag til kommunens plan, som de øvrige borgere i Aarhus ikke skal betale. Og er det rimeligt, at tæppet nu trækkes væk under det ny beboerhus i Gellerup eller boligforeningens ny administrationsbygning – som indeholder teknisk service for Gellerup og Toveshøj – fordi driftsgrundlaget vil svinde ind for hver blok, der rives ned?
En ny begyndelse
Der er brug for en ny begyndelse. Det vil vi bidrage til ved at udarbejde et grundlag for konstruktive og inkluderende forhandlinger med Aarhus Kommune. Byrådsflertallet har gået enegang og lavet deres egen plan uden om de øvrige parter. Nu laver vi så en plan, der indarbejder de mange ting, der mangler i byrådsflertallets plan, fordi de ikke fandt dem politisk interessante. Vi håber, at byrådsflertallets partier – når den nye lov er vedtaget, og vi ved, hvor vi står – vil forhandle positivt og sagligt om en plan, der skal samle alle parter om en plan, der frigør energi og skaberkraft, fordi alle kan se sig selv i den.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-05 September