På besøg i det nyåbnede projektkontor
Af Mette Damgaard Sejthen, kommunikationsmedarbejder
I et tidligere erhvervslokale på Louisevej er der kommet nyt liv. Et flag svajer let i vinden, og en grøn løber er rullet ud og byder besøgende indenfor i Brabrand Boligforenings nyåbnede projektkontor, hvor beboerne i Søvangen kan komme forbi og få svar på spørgsmål om den kommende renovering, der går i gang næste sommer.
Siden renoveringen blev vedtaget på et ekstraordinært afdelingsmøde i december 2016, er der sket en række ændringer i projektet, blandt andet i forhold til placeringen af tilgængelighedsboliger i afdelingen. Ændringer giver naturligvis anledning til spørgsmål, og derfor har projektkontoret haft hyppigt åbent i den forgange måned.
”Det er vigtigt at være synlig og tilgængelig, og det kan jeg bedst være i området,” fortæller projektleder Morten Meldgaard Christensen og roser beboerne for, at mange benytter sig at tilbuddet om at komme forbi kontoret til en snak.
”Det er vigtigt, at beboerne er trygge ved processen. Vi gør derfor meget for at vejlede og gennemgå, hvad der skal ske,” siger han.
Hjælp til genhusning og økonomisk rådgivning
En del beboere skal genhuses, da der skal udskiftes facader, og derfor graves der ud hele vejen rundt om husene i Søvangen. Dette arbejde samt alt det indvendige gør, at beboerne i en periode ikke kan bo i deres bolig. Det er for de fleste frustrerende. Derfor sidder genhusningskonsulenten Hanne Thun Stokholm også på projektkontoret. Hun tilbyder individuelle samtaler til de beboere, der skal genhuses, så de ved, hvad der skal ske.
”Min opgave er at få beboerne godt igennem genhusningsforløbet. Dialogen med beboerne er min vigtigste opgave, derfor sidder jeg på projektkontoret to gange om ugen,” siger Hanne Thun Stokholm.
Efter behov har den økonomiske rådgiver Rikke Foldager Hejn også træffetid på projektkontoret. Her sidder hun klar til at hjælp beboerne med at gennemgå deres budget, beregne den eventuelle boligstøtte, de kan få, og regne på, hvor meget de cirka kommer til at stige i husleje efter renoveringen. Derudover rådgiver Rikke beboerne om muligheden for varmetillæg og andre tilskudsmuligheder.
Fungerer også som showroom
At projektkontoret er en god ide, er Morten Meldgaard slet ikke i tvivl om.
”Vi har netop afholdt et ekstraordinært afdelingsmøde, hvor ændringerne i renoveringsprojektet skulle stemmes igennem. Til mødet oplevede vi, at beboerne var helt med på, hvad der skulle ske, og hvad ændringerne indebar. Det er helt sikkert et udtryk for, at beboerne har været gode til at bruge projektkontoret og opsøge den viden, de havde brug for,” siger han.
Kontoret fungerer også som showroom, hvor beboerne kan se tegninger og plancher over renoveringen. Og i køkkenet monterer håndværkere lige nu det nye ventilationsanlæg, som man forventer at installere i alle boligerne i forbindelse med renoveringen. På den måde kan beboerne se, hvordan anlægget er monteret, hvor meget det fylder, og de kan høre, hvordan det lyder, når det er i drift. På sigt vil der også være gulvprøver og råderetskataloger at finde på projektkontoret.
Der er med andre ord meget information at hente, og der er altid kaffe på kanden.
Projektkontor |
---|
Tæt på beboerne Det er en stor indgriben i den enkelte beboers liv og dagligdag, når boligen skal renoveres. Derfor vil Brabrand Boligforening fremover åbne et projektkontor i nærheden, når en afdeling renoveres. På den måde kan beboerne få svar på deres spørgsmål og få råd og vejledning før og under en renovering. Der arbejdes således på at åbne endnu et projektkontor i det gamle varmemesterkontor i Hans Brogesparken, der også står foran en renovering. |
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-06 Oktober