Afd. 6: De frivillige i cykelværkstedet i Holmstrup er en god hjælp
Afdeling 6 – Holmstrup
Mange vil gerne have hjælp til reparation af cyklen
Tekst og foto Jens Skriver
Cykelværkstedet i Holmstrup startede i midten af 1990’erne med hjælp til indretning og lidt til værktøj. Dengang var der 10 frivillige. Nu er der kun Hans Martin Gaardhus og Rudolph Bay tilbage, men der er stadig brug for deres hjælp.

Ahmed får hjælp til sit dæk.
Værkstedet får cykler forærende, og der efterlades mange cykler rundt omkring bl.a. i kældrene, men gamle cykler har ikke længere interesse.
”Cykler kan købes meget billigt,” siger Hans Martin.
”Det er engangscykler. De unge kommer her ikke efter cykler, men med deres egen for at få den repareret.”
Han kommer med det hjertesuk: ”Hvorfor køber man ikke en cykel, man er glad for hele livet, men noget bras, man ikke kan finde ud af at køre på. Nogle vil have lavet deres cykler om. Nogle gange er cyklen så sølle, at det er for bøvlet at reparere den.”
På værkstedet er der i tidens løb samlet et meget stort lager af reservedele sammen, og besøgende må gerne kigge. Som udgangspunkt ydes hjælp til selvhjælp, men, siger Hans Martin: ”Bare kom, så fikser vi cyklerne, hvis vi ellers kan.”
Jeg så flere få pumpet deres cykel eller få den lappet; én fik vejledning i at stramme sadlen; én fik rettet kransen op, da den var blevet skæv, og én havde problemer med bremser og luft på forhjulet, da den havde tabt bremseklodserne. Men gearet på et baghjul var så svært at have med at gøre, at cyklen endte på genbrugspladsen. Og endelig fik Ahmed hjælp til at trække en torn ud af dækket.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2019-04 Juni