Naboerne fejrer hinanden i Sonnesgården
Tradition med massefødselsdag betød fest for 20 beboere på samme dag
Tekst og fotos Bo Sigismund
Første skål – og det blev mange flere i løbet af eftermiddagen
Mange nye afdelinger befolkes af børnefamilier, men seniorerne kan i høj grad også skabe fællesskaber. I afdeling 22, Sonnesgården, har man skabt traditioner i løbet af de 22 år, der er gået, siden afdelingen var nyopført.
Og her er formlerne for godt naboskab blevet sammenfattet i 12 punkter:
Her er det naturligt, at sådan er det bare – det er ikke paragraffer, der håndhæves af andre end en selv. Det er bare endnu et eksempel på, hvad et stærkt socialt fællesskab i en afdeling kan udtrykke – i Sonnesgården er der 95 boliger, og her lever cirka 130 beboere.
De 12 punkter er beboernes eget udtryk, og de har naturligvis været drøftet forud. Sådan bliver ting til i en afdeling, hvor naboskabet i løbet af årene har skabt et haveanlæg, en pensionistforening, et aktivitetsudvalg, to madklubber, en ugentlig café, et motionscenter, en lang række kulturarrangementer og ikke mindst tradition for åbenhed og inddragelse i fællesskabet.
Inddragelse af mange
Afdelingsbestyrelsen skifter ofte ud; det er endnu en måde at inddrage flest mulige af beboerne også i dette arbejde.
Alle disse tiltag koster naturligvis penge, men der er også ildsjæle, der har forstand på at skaffe eksterne midler – og den lange række af succeser fører naturligvis til, at beboerne holder ved.
Der er også ofte besøg udefra for at se, hvordan det dog er lykkedes at skabe dette højst specielle sociale miljø.
Så er der fest
En gang om året holder alle, der fylder rundt eller halvrundt i løbet af året, en fest sammen, hvor alle andre beboere bliver inviteret. Der er en middag, sange og taler og samvær i fem timer. Traditionen går mange år tilbage.
Formand Jens er ved at indøve sangteksten.
Til dette års fødselsdagsfest var der tilmeldt ikke mindre end 20 fødselarer og 54 beboere, og forventningerne var store.
En halv time før dørene blev åbnet, var der kø ved indgangen.
Og så stod de 20 fødselarer ellers på række og modtog gæsterne. Da (næsten) alle kender hinanden, er der ingen, der har grund til at være formelle eller tilbageholdende, så allerede under velkomstglasset er stemningen festlig. Sygruppen (som vi tidligere har fortalt om i Skræppebladet) har syet alle de festlige flagguirlander i hånden.
Naboskabet trives i Sonnesgården.
80 år er ingen alder
Til festen møder man simpelthen de unge, der er blevet ældre. Ikke mindre end 12 af fødselarerne havde opnået et 8-tal, men livskraft og energi er der ingen mangel på.
Alle mærker vel alderen på en eller anden måde, uanset om man er 40 år eller 75 år, men her er rollator eller kørestol ingen hindring – og man deltager som nabo i festen.
Dengang Sonnesgården var ny, skulle man være 55 år for at flytte ind, så aldersgennemsnittet stiger med tiden, når man bliver boende. Ikke desto mindre er der ingen tegn på, at lysten til fællesskabet er mindsket, eller at der savnes aktive kræfter.
Dørene åbnes klokken 13! Flagene er skam håndsyede.
Aldrig sig selv nok
Meget få mennesker trives i længden alene, men det kan også være svært både at være med kollektivt og altid at være åben udadtil. Der er jo også familie, andre venner og bekendte, klub- og hobbykammerater osv. Små fællesskaber kan let blive lukkede og større uoverskuelige.
Der er mange afdelinger, hvor nogle få strider hårdt for at få nogle fælles aktiviteter op at stå og holde dem i live, og andre, der lukker sig om dem, der har boet der siden tidernes morgen. Man kan ikke sætte livet på formler, men her i Sonnesgården er det åbne fællesskab en realitet – og så skriver vi formlerne bagefter.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2019-05 September
