Litteraturens mange grænser krydsede Gellerup Bibliotek
Unikt arrangement med fokus på ord tiltrak over tre torsdage ord-kunstnere fra nær og fjern
Tekst og fotos Helle Hansen
Ord kan forekomme i mange former – blandt andet som poesi, i prosa og performance. Og sådanne ord var der masser af i løbet af november på Gellerup Bibliotek, som var rammen om en række litterære fyraftensevents under overskriften ”På grænsen”.
Tre torsdage i træk indtog poeter, lyrikere, skribenter, kunstere og musikere bibliotekets centrale rum midt i åbningstiden for at sætte fokus på grænsen, både den litterære genres grænser og de geografiske ditto. Det blev til en hel lille serie dækkende næsten alt indenfor litteraturen. Der blev både læst højt, spillet, sunget, råbt og optrådt undervejs, og en enkel kunstner leverede en udstilling i ord.
Lokalt initiativ
Initiativtager til projektet var Gellerups ordmenneske og Skræppeskribent, Daniel Mantel, i samarbejde med bibliotekar Rikke Schmidt Maltesen med støtte fra Gellerup Kulturmidlers Her og nu-pulje.
”Det er absolut unikt, at vi har kunnet lave sådanne arrangementer på et lokalt bibliotek. Det har været spændende at opleve, at folk, der måske bare kommer for at låne bøger, pludselig stopper op og bliver lidt længere, fordi de bliver forstyrret på den gode måde,” siger Rikke Schmidt Maltesen, der takkede Daniel Mantel for, at han sagde ja tak til at være med til at lave arrangementet.
”Jeg gjorde det, fordi biblioteket spurgte, om jeg ville hjælpe dem. Der var en idé til formen med det genremæssige og geografiske mix; netop ”På (og over) grænsen”,” fortæller Daniel Mantel, der i mange år har lavet litteratur-pop-up-arrangementer i midtbyen, og som derfor har haft et stort netværk at trække på til de tre arrangementer i Gellerup.
”Det har været specielt at lave det på et ”lille” lokalbibliotek uden tradition for større litterære arrangementer, men det er gået godt, og måske kan vi gentage det en anden gang,” siger Daniel Mantel.
Performance sidste akt
Det sidste torsdagsarrangement bød på Århus-trioen ”Ild i dit Ansigt”, der er kendt for at lave stedspecifikke performancer. Optrædenen var i høj grad tilpasset biblioteket, så bøgerne spillede en central rolle i ”Læsegruppemøde”, hvor to af de tre slog sig løs på bibliotekets mange bøger, mens tredjemanden leverede en indlevende oplæsning om læsemekanismer.
Bagefter var Daniel Mantel selv på biblioteksgulvet med sin mangeårige ven og ordkollega Max Madsen og dj Heino Ploeckeng, der også er Gellerup-beboer. De lavede performancen ”Transmission”, et lyddrama med ord om fortid og nutid, den franske revolution, lugtende dåser med makrel og bedstefædre, som ikke skyder papegøjer. Afsluttende med en opfordring til at handle i litteraturen, som er det bedste at bruge penge på. ”Red kloden og dermed os selv – og læs undervejs. Begrav jer i en bog, ikke en kiste.”
Se mere online På Skræppebladets hjemmeside kan du læse anmeldelsen af det første arrangement torsdag, hvor otte poeter og en cellist foredrog deres værker. Der ligger også små videoer af Louise Juhl Dalsgaards oplæsning den efterfølgende torsdag. |
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2019-08 December