Afd. 3: Skrald og hærværk i Skovgårdsparken!

Afdeling 3 – Skovgårdsparken

Kommentar af afdelingens beboerskribent, der er træt af svineri og foreslår en whistleblowerordning

Tekst og foto af Allan Røhl

Sådan noget skrald findes overalt.

Sådan noget skrald findes overalt.

Jeg har tidligere skrevet om problemet, både i Skræppebladet og på de sociale medier. Det er det ikke blevet bedre af!

Her i Skovgårdsparken har vi beboere, der i den grad er ligeglade med, hvordan der ser ud uden for deres eget hjem. Man smider bare sit affald, hvor det er nemmest. Sågar brugte bleer et fløjet ud af vinduet i stueetagen, hvor jeg bor. Byggeaffald, gamle møbler og lignende smider man bare foran gårdmændenes garage. Det til trods for at der er opsat store skilte, hvor der står, at henstilling af storskrald er forbudt.

Jeg har gentagne gange over for de samme mennesker sagt, at vi har en container til storskrald, men de er fuldstændig ligeglade.
En dag var der en beboer fra Astridsvej nr. 7, der bare åbnede sin postkasse og lod det hele flyve. Da jeg sagde til ham, at det kunne han ikke være bekendt, fik jeg beskeden: ”Jeg knepper dig lige på stedet”.

Med den slags mennesker er der hverken sund fornuft eller pædagogik, der rækker.

Under altanen i stueetagen ligger der hundredvis af cigaretskodder. Jeg er udmærket klar over, hvem der smider sine hvide cigaretfiltre ud over altanen. Lars Ravn, vores tidligere serviceleder, har fortalt mig, at det koster halvandet årsværk at rydde op efter folk, der sviner. Jeg har svært ved at forstå, at de beboere ikke skammer sig over at tørre regningen for deres svineri af på afdelingens øvrige beboere.

Ødelagte dørlåse
I vore opgange har vi dørtelefoner og lås på opgangsdøren, men en del af beboerne gider ikke investere i nøglebrikker, men lærer deres børn, hvordan man bare flår døren op, med det resultat at servicecentret flere gange om ugen er nødt til at sende servicefolk herop for at reparere dørene.

Når man konfronterer forældrene med problemet, står de og griner fjollet. Det er sgu op ad bakke.
Børn kan læres til at forstå, fordi vi har dem fra små, men når forældrene udviser en sådan ligegyldighed, er det svært at få ungerne til at forstå.

Jeg ved ikke, hvad der skal til, måske en whistleblower-ordning kunne være en mulighed og så lade dem, der sviner og øver hærværk, betale for oprydningen og reparationerne.

Vores vaskeri på Astridsvej er et kapitel for sig. Det har været hjemsøgt af unge mennesker, der brugte det som varmestue og ødelagde vaskeriet. Jeg håber, det er ovre nu, efter vi har fået en ståldør sat i.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt