Corona: Tak til beboerne for opbakning og tålmodighed

Som i alle andre dele af samfundet har coronavirus medført en række tiltag og begrænsninger i Brabrand Boligforening, som dog er blevet vel modtaget af beboerne

Den seneste tid har været alt andet end normal – også i Brabrand Boligforening.

Da statsminister Mette Frederiksen 11. marts bebudede en nedlukning af store dele af samfundet for at afbøde konsekvenserne af coronavirus, fik det omgående store konsekvenser for stort set alle dele af boligforeningens administration og service.

Servicemedarbejdernes besøg ude hos beboerne blev aflyst, men i tilfælde af akut behov for hjælp har boligforeningen naturligvis hjulpet beboerne med at finde tilfredsstillende og ikke mindst sikre løsninger på problemet. Administrationen lukkede helt ned for fysiske henvendelser i administrationsbygningen på Karen Blixens Boulevard.

I stedet udvidede vi åbningstiden for telefoniske henvendelser og tilrettelagde arbejdet i serviceafdelingen, så der fortsat kunne arbejdes under hensyntagen til de foreskrevne retningslinjer og med passende afstand mellem kollegaer og beboere, så den helt nødvendige service fortsat kunne varetages rundt om i afdelingerne.

Desuden har vi tilstræbt at holde et højt informationsniveau, hvor vi løbende har hængt plakater op i servicecentre og administration samt i opgange og fælles vaskerier, ligesom der er omdelt beboerbreve i alle afdelinger og informeret på Facebook og på boligforeningens hjemmeside.

Tak til beboerne

I takt med at situationen ændrede sig til det bedre, og regeringen gradvist åbnede dele af samfundet, åbnede vi midt i april igen for fysisk betjening i administrationen, dog med begrænsninger for antallet af personer i receptionen. Samtidig kunne medarbejderen i administrationen igen møde ind på arbejde, men til en noget anderledes hverdag med engangshandske, afspritning og behørig afstand kollegaerne imellem.

Aktuelt ser det ud, som om vi i Danmark er lykkedes med at undgå en udvikling som i Italien, Spanien og USA. Mange faktorer har indvirkning på den positive udvikling, og fra boligforeningen skal der lyde en stor tak til beboerne for jeres indsats, opbakning og tålmodighed i den forgangne periode.

Alle har bidraget på hver sin måde

Den positive tilgang til den udfordring, vi pludselig stod overfor, har man især mærket på servicekontorerne rundt om i boligforeningens afdelinger, hvor de nye retningslinjer blev vel modtaget hos beboerne.

“Jeg har faktisk kun mødt søde og forstående beboere i hele perioden. Folk har været tålmodige og afventende, og flere har endda selv stået for mindre reparationer i hjemmet, hvor vi så har stillet de nødvendige ting uden for døren efter aftale med beboeren,” fortæller Klaus Westergaard, der er serviceleder i Hasselager.

Han glæder sig over opbakningen og forståelsen fra beboernes side.

“Alle har bidraget på hver sin måde for at få tingene til at fungere – både beboere og personale. Det har været virkelig positivt at opleve,” fortæller han.

Der kan dog også være behov for at få en servicemedarbejder på besøg i hjemmet. Det har de fundet en fin løsning på i Holmstrup.

”Når det er nødvendigt at gå ind i lejlighederne, ringer vi til beboerne 5-10 minutter inden og beder dem åbne vinduer og døre, så der kan komme lidt frisk luft ind, og får dem til at holde sig på god afstand,” fortæller serviceleder i Holmstrup, John Højsholt.

Stor forståelse for situationen

Også i udlejningen på Karen Blixens Boulevard har der været forståelse for den ekstraordinære situation.

“Beboerne har udvist meget stor forståelse og overskud, når tingene har taget lidt længere tid at behandle. Vi har i stor udstrækning måttet arbejde hjemme med de begrænsninger, det har givet i forhold til sagsbehandling, og det har vi mødt meget stor forståelse for. Jeg har ikke hørt et eneste negativt ord fra beboerne omkring de ændringer og begrænsninger, vi har været underlagt på grund af coronanedlukningen,” fortæller udlejningskoordinator Per Gundesen.

Både beboere og medarbejdere i Brabrand Boligforening må leve med konsekvenserne af coronakrisen i den kommende tid. Hvor længe der vil gå, før situationen igen er som før 11. marts 2020, er endnu for tidligt at sige, men tøv endelig ikke med at kontakte administrationen eller dit lokale servicekontor, hvis du har brug for hjælp.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-03 Maj

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2020-03 Maj side 20-21
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2020-03 Maj

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Datoer:

  • Nedlukning
    Corona: Tak til beboerne for opbakning og tålmodighed
Se kalender
Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data