Nyt ansigt og nyt layout på Skræppebladet
Goddag til Ulrik Ricco Hansen og farvel til Jesper Krogh, der stopper som layouter efter 27 år
Tekst og foto Helle Hansen
Du har sikkert bemærket det: Der er noget nyt og anderledes ved Skræppebladet; rubrikkerne og spalterne på siderne ser ikke helt ud, som de plejer.
Det er, fordi at Skræppebladet har fået ny layouter, Ulrik Ricco Hansen, der hidtil har været webmaster og stået for Skræppebladets hjemmeside. Ulrik bor i Holmstrup og har desuden været frivillig skribent på redaktionen gennem mange år, så han kender bladet rigtigt godt.
Dette nummer er det er det første, hvor UIrik tager over og prøver at gennemføre nogle af de nye principper for layout, som redaktionen i snart et par år har diskuteret og lavet forskellige forsøg med undervejs. Men med dette nummer går redaktionen all-in og prøver at ændre på beboerbladets udseende.
Mere end 250 forsider
Overgangen til det nye layout kommer i forbindelse med, at redaktionen siger farvel og tak til Jesper Krogh, som har valgt at stoppe efter 27 år, hvor han har layoutet mere end 250 udgaver af Skræppebladet.
Jesper begyndte oprindeligt i 1993 i et ungdomsbeskæftigelsesprojekt på Skræppebladet, der dengang holdt til i kælderen på Gudrunsvej 2. Her skulle Jesper hjælpe den beboervalgte redaktion med at layoute Skræppebladet, og så blev han bare ved. For 30 år siden fik Skræppebladet lavet en layoutmanual, som indtil nu til dels har været den læst, bladet er sat op ad. Undervejs er der dog blevet lavet ændringer; der er blandt andet kommet ny forside, bagside, side 2 og side 3, og der har været leget med rubrikker og fonte.
Klar på opgaven
I forbindelse med at redaktionen er ved at være klar til at gå all-in og sige farvel til den gamle layout, så har Jesper Krogh valgt at stoppe. Men så har vi været heldige, at Ulrik Ricco Hansen har sagt ja til at påtage sig opgaven, for han har fulgt processen og diskussionerne de sidste par år.
Endnu er der ikke nogen endelig facitliste for, hvordan Skræppebladet skal se ud. Redaktionen har aftalt med Ulrik, at vi prøver forskellige ting af i løbet af de kommende numre, før vi vælger det endelige layout. Som læsere er I alle meget velkomne til at give jeres besyv med både med ris og ros. Skriv gerne til os på redaktionen eller direkte til Ulrik, så kigger vi på jeres kommentarer.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-07 November