Kollektivbyen – kontorfællesskab med arbejdsro og store visioner
Artikelserie: Fokus på iværksætteri i Gellerup
Af Dorte Burhøi, swung.dk
I Gellerup finder man et kreativt kontorfællesskab indrettet i en af bydelens oprindelige bygninger. Her deler 35 aarhusianske iværksættere og solovirksomheder viden, et godt fællesskab – og arkitektur, man stortrives i.
”Kollektivbyen er en professionel legeplads – den er både seriøs og social, og så kan du være helt dig selv.”
Ordene er arkitekt Anna Mette Exners. Hun er daglig leder af kontorfællesskabet, der udover hendes egen tegnestue huser 15-20 andre små firmaer.
”Det er veldrevne virksomheder, der bor her – både erfarne og nystartede. Fortrinsvis kreative fag som arkitekter, grafikere, tegnere, konsulenter og musikere – og så er det mennesker, som er indstillet på at investere i fællesskabet. Det er en del af konceptet, og her er plads til alle, bare de interesserer sig for andre mennesker og for Gellerup,” forklarer hun.
Iværksættervenlig husleje
Kollektivbyen ligger i toppen af en af områdets oprindelige bygninger, som engang var en del af Gellerup Kulturcenter. Lejerne har egne kontorer, eller de råder over en af de i alt 16 lejligheder, som ligger rundt om to atrier. Det betyder, at alle har en formidabel udsigt mod et af de fire verdenshjørner og adgang til den store fælles frokoststue og de øvrige faciliteter, der hører til et moderne kontorfælleskab.
Men priserne er knap så almindelige. De begynder ved godt 1000 kroner for de mindste kontorer, mens 2-5 personer kan dele en hel lejlighed for omkring 4300. Derfor er der heller ikke mange ledige lejemål på 3. sal, men når der er fyldt op, står etagen lige under klar til et nyt rykind.
Gellerup – fra yt til hot!
I en af lejlighederne finder vi Wayfab og Fabweb, hvor Line Gruhe, Susanne Nørgaard Bertelsen og Maja Berwald tilbyder grafisk design til bl.a. web og magasinproduktion.
De tre unge kvinder var lidt spændte på, hvordan både de og deres kunder ville trives med den nye adresse, men nu er de slet ikke i tvivl om deres valg.
”Det ligger 5 km ad flad cykelsti fra Aarhus, huslejen er helt i bund, og der er masser af gratis p-pladser. Nu kalder kunderne os ’Ghetto-pigerne’, og for os er det blevet en blåstempling, der siger noget om mod og handlekraft,” fortæller Line Gruhe, der selv er vokset op i Brabrand.
”De kan godt se potentialet her, og en af kunderne sammenlignede Gellerup med Vesterbro i København, der jo gik fra yt til hot,” fortsætter hun.
”Vi er sikre på, at det samme vil ske her. Der bliver kastet penge efter stedet, og som lejere er vi med til at præge udviklingen – men man skal ’owne’ det, og dét gør vi,” pointerer Line Gruhe.
Et hjerte for arkitekturen
Når man som virksomhed flytter ind i kontorfællesskabet, kan man sig samtidig melde sig ind i foreningen Kollektivbyen. Dens formål er at bevare og skabe udvikling i det modernistiske bygningskompleks fra 1972, som også omfatter Gellerup Kirke, Cirkus Tværs, bydelens black box-scene og Gellerup Bibliotek.
”Jeg er vild med arkitekturen her,” fortæller Anna Mette begejstret.
”Jeg kan lukke døren og få arbejdsro, nyde udsigten over mit elskede Aarhus, åbne skydedøren til naboen eller døren til gangen og være del af fællesskabet. På den måde kan man hele tiden zoome ud og ind og være en del af både noget helt nært og lokalt og samtidig åbne sig mod verden.”
På sigt har hun en vision om, at foreningen skal overtage hele bygningen og indrette den til både boliger, erhvervslejemål, åbne værksteder og kulturtilbud, der skal skabe værdi i bydelen. Ikke alene – men sammen med andre, der kan se mulighederne i Gellerup og dens arkitektur.
Indtil videre bebos Kollektivbyen af kreative og seriøse erhvervsfolk, der nyder godt af geniale rammer, gode relationer, overkommelig husleje og en ubetalelig udsigt.
hvor vi bringer endnu en artikel i iværksætterserien –
et portræt af Den Gode By i Blixens.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-07 November