Afd. 6: Holmstrups butik har fået ny ejer
Afdeling 6 – Holmstrup
Maryam tager over efter Asghar
Tekst og fotos Jens Skriver

Maryam og Hamit.
Aska Marked i Holmstrup åbnede for to år siden. For fem måneder siden overtog Maryam Fadaei hele butikken. Hun kom hertil for fire og et halvt år siden fra Iran, hvor hun underviste i matematik på universitet. Hun bor sammen med sin familie, der foruden hende består af to børn og manden Hamit Hassanzha, der forsker i innovationsmanagement på universitet, men hjælper til i butikken, så meget han har tid.
Butikken har de varer, som kunderne spørger efter. Mest iranske, tyrkiske, arabiske og asiatiske madvarer, men også danske varer. Maryam vil meget gerne have, at danskere kommer. Det hjælper på det, at butikken har fået pakkeshop for GLS og Bring.
De har vasket og passet på under pandemien. Der har været besvær med at få varer fra Tyskland, men nu kommer de.
I uge 11 fejredes iransk nytår, Nowruz, hvor familierne spiser sammen. En 3500 år gammel tradition bliver fulgt. Man ønsker hinanden håb om godt helbred og et godt liv i det kommende år. Det var vigtigt for butikken at have nogle ting hjemme som iranere spørger efter.
Min gode nabo Michael var med og beundrede butikken. Han følte, der blev taget vel imod og var glad for at være gæst. Maryam var glad for, at han købte ost og olie.

Nytårsopstilling i Aska Marked.
Nytåret kaldes også Souva eller Haft Sîn.
7 ting er vigtige for det iranske nytår:
- Sabze: Bønnespirer
- Samanoo: Hvedesuppe
- Oleaster, der nærmest minder om dadler
- Hvidløg
- Eddike
- Småpenge: Håb om, at du har mange penge i det kommende år
- Æbler
Desuden bruges spejl, og der tændes lys på dekorationer. Man skal være velkommen, og der er gaver til hele familien. ”Minder er vigtige for os,” siger Maryam.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-03 Maj