Gratis kurser i journalistik
Skræppebladet inviterer alle, der har lyst til at snuse til journalistik, med på gratis seminar
30. april om indgange og vinkler
Skræppebladet har igen hyret journalist Peter From Jacobsen til at stå for en skrivedag, hvor omdrejningspunktet bl.a. er indgange og vinkler.
Artiklens overskrifter (rubrikker) er de vigtigste tekstdele. Og hver artikel kan have mange typer rubrikker, der alle er med til at fange læserens opmærksomhed og styre navigationen gennem artiklen og bladet.
Hvordan laver du en overskrift, der fanger bedst? Hvilket perspektiv/vinkel virker godt? Hvordan skal sammenhængen være mellem overskrifterne og artiklens indholdstekst (brødtekst)?
Peter From har mange års erfaring at trække på, når han deler ud af både gode ideer og håndfaste regler. Der er skriveøvelser undervejs (workshop).
Det foregår i Skræppebladets nye tilholdssted,
Kollektivbyen,
Gudrunsvej 78, 2.-3. sal,
Brabrand,
lørdag den 30. april kl. 12-16.
Det er gratis at deltage, og der er lidt at spise og drikke undervejs.
Tilmeld dig senest den 27. april på skrivedag[AT]skraeppebladet[DOT]dk
Følg med på Skræppebladets hjemmeside og Facebook, hvor der kommer flere detaljer om skrivedagen.
Oktober om feature-artikler
Også til efteråret kan du komme længere ned i den journalistiske værktøjskasse. Denne gang handler det om feature-artikler, som er den mere underholdende teksttype. Det skal kunne ses, smages, lugtes og føles at du var til stede og oplevede.
Ulrik Dorph-Hansen står for dagen, hvor han også vil fortælle lidt om sin tid på Bureau Tryk 16, der bl.a. leverede ungdomsartikler til Aarhus Stiftstidende.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-02 Marts