Efter 62 år i Brabrand Bolig­forening flytter Julie nu på plejehjem

Et jubilæum af de sjældne

101-årige Julie Bonde.

”Det er tid til at prøve noget nyt,” fortæller ­Julie Bonde efter at have boet største­delen af sit voksne liv i ­Brabrand Bolig­forening

I 62 år har Julie Bonde boet hos Brabrand Boligforening. Først i Søvangen og siden i Drejergården, som den 101-årige beboer snart fraflytter for at komme på plejehjemmet Søholm i Brabrand.

Da Julie og hendes mand Folmer og deres fem børn flyttede ind i Søvangen i 1963, var afdelingen helt ny. Familien flyttede fra Nordby på Samsø til et nyt liv i Aarhus. Det var primært bedre skoler for børnene og flere jobmuligheder, der fik familien til at flytte.

”Det var særligt min mand, der ønskede at flytte. Han kom selv fra Odder og ville gerne tilbage til fastlandet, og ja, så flyttede jeg jo med ham,” siger Julie og smiler.

Et godt sted at bo

Først boede familien på Skovbakkevej, men senere faldt valget på den nye og moderne boligafdeling ved Brabrand Sø. Dengang lå Søvangen ugeneret og naturskønt uden bebyggelser omkring.

”Dengang vi flyttede ind, var der kun to villaer og så Søvangen efter Åby Ringvej. Det kan man slet ikke forstille sig. Alt var grønt. Der er bygget en masse siden, så det er næsten ikke til at kende,” siger Julie.

I 41 år boede Julie og Folmer og deres fem børn i et af de fritliggende huse på Brabrand Skovvej. Det var et dejligt sted at bo, og børnene legede meget ude og havde venner i nærheden.
”Vi kom sammen med vores naboer og havde mange venner i Søvangen,” husker Julie.

Søvangen 1960.

På torvet på Louisevej var der dengang mange butikker. Der var både slagter, bager og adskillige andre handlende. Her købte Julie ind, når hun kom hjem fra sit arbejde på Amtssygehuset.

Aktive i beboerdemokratiet

Familien var meget glade for at bo i Søvangen, og det at bo alment har haft stor betydning for både Julie og hendes mand. De tog del i beboerdemokratiet i Søvangen og var med til møder og sociale aktiviteter.

Senere fik deres ældste søn, Helmut, plads som kontorelev i Brabrand Boligforening, der altså har fyldt en del i familiens liv og har gjort det helt frem til i dag.

Da Folmer døde, overtog Julie en lejlighed i Søvangen. Her boede hun frem til 2009, hvor hun flyttede ind i Drejergården på Hovedgaden i Brabrand.

Nu er det tid til noget nyt

Til alt held har hun stadig udsigt over Brabrand Sø, og hun har været glad for at bo i afdelingen.

”Drejergården er sandelig et meget hyggeligt sted. Jeg plejer at besøge min veninde Inga, som bor nedenunder. Om sommeren sidder vi i hendes lille have,” fortæller Julie.
Veninden Inga, de søde piger fra hjemmehjælpen og Drejergården kommer Julie til at savne, når hun flytter.

”Jeg har altid været godt tilfreds og glad for at bo både i Søvangen og i Drejergården, men nu er det tid til noget nyt. Man må indrette sig efter forholdene, det er man nødt til,” siger Julie.
Men inden hun kan flytte på plejehjem, skal et helt liv pakkes i flyttekasser inklusive de mange billeder af glade børn og børnebørn, der snart skal op på nye vægge.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-02 Marts

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2022-02 Marts side 18
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2022-02 Marts

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data