Betaler du nok aconto til el?
Som alle sikkert ved, befinder vi os i en energikrise med stærkt stigende priser. Særligt mærker vi det lige nu på elpriserne
af Mette Damgaard Sejthen

Det er derfor vigtigt, at du sætter penge nok af til din elregning. Har du ikke allerede været inde og justere acontobeløbet, er det en god idé at gøre det nu. Det næste halve år byder nemlig på endnu højre elpriser.
Vi anbefaler, at du hæver dit acontobeløb på el med 30 % for at være sikker på, at du ikke får en stor efterregning. Sættes acontobeløbet ikke op, vil du nemlig få en stor efterbetaling på el.
Hvis du afregner el hos os i Brabrand Boligforening, så er det vores økonomiafdeling, der skal have besked om, at dit acontobeløb skal sættes op. Afregner du el direkte hos leverandøren, er det dem, du skal kontakte. Uanset hvor du afregner el, er det vigtigste, at du forbereder dig på de kommende stigninger.
Derfor stiger elpriserne
De stigende elpriser skyldes en kombination af flere faktorer. Det har blandt andet blæst mindre end normalt, således at produktionen af strøm fra vindmøller ikke har bidraget med lige så mange kW-timer som normalt. Derudover har det regnet mindre, så mængden af vandkraftstrøm fra Norge har ikke været så stor, som den plejer. Disse forhold betyder, at vores energiproduktion har været mere afhængig af gas, og ligesom elpriserne har gaspriserne været historisk høje i hele Europa, ikke mindst på grund af krigen i Ukraine.
Sådan holder du din el-udgift nede
Der er en række gode råd til, hvordan du kan holde el-udgiften nede i din husstand.
- Elektriske apparater og installationer fylder stadig mere i vores hjem og kan være dyre i drift. Her har vi samlet en række gode råd til, hvordan du kan reducere dit elforbrug.
- Skift dine glødepærer ud med LED-pærer. De er dyrere i indkøb, men til gengæld holder de i meget længere tid og bruger mindre energi.
- Fyld vaske- og opvaskemaskine helt op, før du sætter dem i gang.
- Undgå at tv, computer og musikanlæg står på standby og bruger strøm. Du kan for eksempel købe en el-spareskinne, som selv slukker for strømmen, når der bruges under 20W, eller når apparaterne er på standby.
Selv med fokus på besparelser, så er en større udgift på el ikke til at undgå. Der er heldigvis også andre besparelser at hente på din husstands øvrige forbrug.

Spar penge på dit varmeforbrug
Når det gælder varmeforbruget, så er der også nogle gode råd til, hvordan du holder udgiften nede
Hold en ens rumtemperatur i boligen: Hold den samme temperatur i de rum, der støder op til hinanden, og hvor døren ikke er lukket.
Overvej om du kan sænke temperaturen: Du bør overveje, om du kan leve med en lavere temperatur i din bolig. Normalt siger man, at 21 grader er passende i opholdsrum.
Hold varmen konstant: Du bør undgå, at temperaturen svinger for meget. Sluk ikke for varmen, når du sover. Det kræver mere af din varmekilde at opvarme et koldt rum, fordi du har haft slukket for varmen, end blot at holde en konstant temperatur.
Spar penge på dit vandforbrug
Forbruget af vand er nok det, vi tænker mindst over i vores husholdning, men her kan der være mange penge at spare. Du kan med meget små justeringer sænke dit forbrug af vand.
- Luk for vandet, når du børster tænder.
- Fyld vaske- og opvaskemaskine helt op.
- Sørg for, at vandhaner og toiletter ikke løber – og kontakt servicelederen, hvis de gør. Et toilet, der løber, bruger mellem 275 og 550 liter vand i døgnet og kan koste op til ca. 13.740 kr. om året. Hos nogle af vores beboere har regningen været på 50.000 kr.
- Tag korte bade, en gennemsnitsfamilie kan spare 2.000 kr. om året, hvis den samlede badetid er på 10 minutter om dagen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-04 Juni

