Fakta-resistent tonedøv? Jeg harmes!

Læserbrev

I vores egen lille andegård bidrager vi også til, at viserne på det uhyggelige ur går den forkerte vej. Med nedrivningerne, der foreløbig truer syv blokke i Gellerupparken og snart også tre-fire blokke på Toveshøj, bidrager Brabrand Boligforening til røde tal i CO2-regnskabet.
Al modstand mod nedrivningerne er foreløbig blevet mødt af fakta-resistent tonedøvhed på Christiansborg, i byrådet, hos foreningsbestyrelsen og repræsentantskabet. Det er loven, beslutningen er truffet, det koster os millioner, lyder argumenterne fra de forskellige parter, som peger ansvaret for det uansvarlige CO2-miljøsvineri videre til andre.
Læs mere: https://skraeppebladet.dk/blad/2023-01/leder/

Man skal læse meget, før øjnene falder ud af hovedet: Fakta-resistent tovedøvhed … hos foreningsbestyrelsen
Et blads leder er et udtryk for bladets holdning! En kronik er kronikørens personlige holdninger.
Kan vi blive enige om, at et demokratis fundament er: Lov er lov, og med lov skal land bygges?
En lov kan udfordres af borgere og politiske grupperinger, men institutionerne og de almene boligforeninger i Danmark skal overholde gældende lovgivning. Kan Skræppebladet gennemskue konsekvensen af en boligforenings bevidst lovstridige handlinger? Næppe, men det vil klæde Skræppebladet at gøre øvelsen. Fremvis konsekvenser og fakta for læserne i form af erfaringer med bevidst lovstridige handlinger begået af en boligforening – måske også at være tonedøv for beslutninger truffet af Folketinget, byrådet og repræsentantskabet.

Min påstand er, at Skræppebladet i den grad er fakta-resistent tonedøv:

  1. Et stort flertal i Folketinget har stemt en lov igennem, der i den grad berører vores boligforening. Vi er mange, der er uenige med den lov og tankerne bag, men den er vedtaget på demokratisk vis og gælder, til den afløses af en ny lov.
  2. Aarhus Byråd har på demokratisk vis ageret i overensstemmelse med loven. Også her kan vi være dybt uenige med byrådets beslutning, men den er demokratisk vedtaget og derfor gældende.
  3. Boligforeningens repræsentantskab har ageret i forhold til loven, øvrig lovgivning og byrådets beslutninger.
  4. Foreningsbestyrelsen har forholdt sig til ovenstående.
  5. Boligforeningens projektudvalg stiller store krav ved miljøsanering, genbrug og krav om bæredygtighed mv. Ingen kan være uenige i, at det er mere miljøskånsomt at renovere i stedet for at rive ned, men opgaven er altså at rive bygninger ned!

Jeg tilbød mig ikke til at arbejde i foreningsbestyrelsen for på en revolutionær måde at undergrave de demokratiske beslutninger i Danmark. Min kamp for en bedre boligpolitik må ske inden for gældende lov og med inspiration fra politiske partier og bevægelser, eksperter, kronikører med flere.

Det er klart, at redaktionen i Skræppebladet har al mulig ret til og bør være kritisk i forhold til Folketinget, byrådet og foreningsbestyrelsen, men kritikken skal være redelig og baseret på fakta. At klandre en foreningsbestyrelse for at overholde loven og afbøde de mest uheldige virkninger af den – det er underlødigt. Det gør mig virkelig harm, at en i øvrigt intelligent redaktion mener, at man med en kniv på struben kan have et frit valg!

Thor Utting, medlem af foreningsbestyrelsen


Svar på læserbrev fra Thor Utting
om Skræppebladets leder v/Helle Hansen

Tak for dit indlæg, Thor.

Lederen står alene for min regning. På Skræppebladets redaktion skiftes vi til at skrive ledere, og det er op til lederskribenten at skrive et indlæg, der forventes at have en eller anden relation til boligforeningslivet. Dette vil fremover blive præciseret i forbindelse med lederen.

Brugen af ordet fakta-resistent i min leder er i sammenhæng med det store frås i CO2-regnskabet, som nedrivningerne betyder, men som ingen rigtig taler om, fordi at der er lavet en lov.
Loven gav også mulighed for, at Brabrand Boligforenings repræsentantskab for fire år siden kunne have sagt fra over for Parallelsamfundslovens miljøsvineri. Var der blevet stemt nej til udviklingsplanen, havde man vist omverdenen, at denne boligforening ikke vil være med til at gennemføre regeringens tossede plan. En sådan modstand kunne havde udstillet, hvor forkert det er at rive gode billige almene boliger ned. Skulle det ende med, at blokkene bliver revet ned, så var det ikke sket med lejernes accept.

Helle Hansen,
medlem af Skræppebladets redaktørteam

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-02 Marts

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2023-02 Marts side 11
i sektionen Læserbreve

forsiden af magasinet 2023-02 Marts

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data