Renovationssystem suger på sidste vers

Skraldesuget under Gellerup blev tændt for første gang i 1969. Snart bliver anlægget endegyldigt slukket

”Der er nogle store kræfter i spil, men det skal der også være, for når du smider en pose affald i skakten her, skal den hele vejen op ad Gudrunsvej og hen ad Inger Christensens Gade og op til skraldesuget.”

Tom Vammen fra BB Service i Brabrand Boligforening peger på en af to computerskærme, der viser et detaljeret og farverigt elektronisk kort over affaldsskakterne og rørføringen under Gellerupparken og Toveshøj.

Tom i kontrolrummet

Maskinrummet

Vi er i et lille lokale i ”sugecentralen” på Edwin Rahrs Vej ved siden af den karakteristiske skorsten foran indgangen til Bazar Vest. Nok er lokalet lille, men det rummer en særdeles vigtig funktion. Herfra styres og overvåges skraldesuget. Lidt endnu.

Tom Vammen er en af få medarbejdere, der arbejder med det omfattende anlæg og har gjort det i flere år. Han kender kontrol- og maskinrummet ud og ind efter utallige klik på musen, fejlfindinger og serviceringer af systemet.

”Det er specielt og lidt for kendere. Når de tre elmotorer går i gang, starter de oppe på 300 ampere,” siger han, mens stemmen langsomt hæves for at overdøve den tiltagende larm fra det bagvedliggende maskinrum.

Der suges lige nu med 30 meter i sekundet i de lukkede underjordiske rør, der forgrener sig ca. 2,5 meter nede i jorden. Et heftigt sug, der svarer til ”stærk storm” og vil kræve noget at holde fast i for at holde balancen.

Ved hjælp af et kæmpe støvsugersystem er affaldet i årevis dagligt blevet transporteret fra skakterne ved boligblokkene til sugecentralen gennem et flere kilometer langt rørsystem.

I sugecentralen føres rørsystemet fra indsamlingsområdet til en konstellation, der ligner en mellemting mellem en ubåd og en kornsilo, men er en cyklon med en komprimator og container. Her ender affaldet og køres bort. Oprindeligt blev affaldet suget til den daværende varmecentral, hvor det blev brændt.

I både Gellerupparken og Toveshøj har man i efteråret 2023 fået ny affaldssortering med endnu mere sortering som i resten af Aarhus Kommune, hvor nye nedgravede beholdere ved blokkene er den fremtidige løsning.
Dermed er en udfasning af det aldrende affaldssug med flere renoveringer på bagen i fuld gang, og der suges nu kun én gang om ugen – for at holde evt. lugtgener på afstand.

Computer i kontrolrummet

Tom i maskinrummet ved cyklonen.

Startede op i 1969

Anlægget stammer fra opførelsen af Gellerupplanen, der som bekendt byggede på en meget visionær plan om en helt ny by, hvor man kunne leve ”fra vugge til grav”, og hvor alt var tænkt ind: skoler, institutioner, indkøbscenter, kirke, svømmehal og hotel – og et moderne affaldssystem.
“Der er tænkt på det hele i landets mest avancerede boligbyggeri!”, skrev Brabrand Boligforening selv i 1972 i en reklamepjece.

Skraldesuget blev etableret og sat i drift i begyndelsen af oktober 1969. Dengang havde Neil Armstrong trådt de første skridt på månen få måneder forinden. Anlægget i Gellerup var dog ikke ”et kæmpe spring for menneskeheden,” men yderst moderne og fremsynet, ja faktisk blev renovationssystemet fremhævet i forbindelse med Gellerupplanens høje teknologiske standarder og var det første af sin slags, som blev taget i brug i Danmark.

Efter svensk forbillede blev det installeret i blokkene, så beboerne kunne komme af med affaldet ved hjælp af de særlige affaldsskakte. Derved blev samtidens tanker om sanering, orden og renlighed materialiseret i affaldsskakten, som holdt uhumske lugte og dårlig hygiejne på afstand, når affaldet rejste isoleret inden i bygningerne uden menneskelig kontakt.

”Renovationssystemet i Gjellerupplanen er et helt eventyr for sig selv…,” skrev fagbladet Boligen bl.a. i forbindelse med en artikel om byggeriet af Gellerupplanen.

De gamle affaldsskakter.

Sådan bliver skakterne fremover lukket af.

Propper i systemet

Tonsvis af affald er løbet igennem suget siden etableringen, og ”eventyret” har også indeholdt mange bump på vejen med hensyn til drift og vedligeholdelse.
Den gamle løsning med sug og skakter var kun beregnet til husholdningsaffald, men sådan gik det ikke altid. Langtfra. Bare spørg Tom Vammen.

”Herovre fandt vi en hækkeklipper,” konstaterer han tørt og indkredser en del af rørføringen på kortet med den ene hånd.

Derudover er man også stødt på persienner, en støvsuger, en håndmixer, en bærbar computer, en spillekonsol, tæpper, madrasser og tøj, og sådan kunne han blive ved.

Meget af det fejlsorterede affald har givet adskillige affaldspropper og driftsstop i de 60 cm brede rør, som har været afhængig af TV-inspektion for at lokalisere og fjerne skraldet.

Som led i det arbejde eksperimenterede Tom og en kollega en gang med at køre en fjernstyret bil udstyret med et kamera og en fiskesnøre ind i røret. Desværre var signalet for dårlig, og ideen blev skrottet.
Heldigvis har Tom også tit haft held med at regulere sugestyrken, så propperne ”er blevet trukket hjem,” til sugecentralen, hvorfra arbejdet fra tid til anden har krævet opfindsomhed ud over det sædvanlige.

”Der har været noget ’Georg Gearløs’ over det,” siger Tom Vammen og smiler en anelse vemodigt, som han tænker tilbage på arbejdet med det system, han jo kender så godt.

Hvordan og hvornår skraldesuget og de såkaldte transmissionsrør under jorden endegyldigt lukkes ned, er endnu ikke besluttet, men muligheden for at benytte skakterne, der forsegles, er nu altså fortid. Skraldesuget har desuden været koblet op på afdeling 6, Holmstrup, men blev lukket for mange år siden.

Hækkeklipper fundet i skraldesuget.

Bærbar computer og Spiderman fundet i skraldesuget.

Persienner fundet i skraldesuget.

Kilder til artiklen:
  • Boligen Nr. 10, 1967:
    Brabrand Boligforening har startet Gjellerupplanen
  • Byggeindustrien Nr. 5, 1971:
    ­Skrald­sugeanlæg
  • Temp – tidsskrift for historie, Årg. 8 Nr. 16 (2018):
    Temanummer: Forbudte, farlige og frastødende følelser, Da betonen blev belastende – Den emotionelle kamp om Gellerupplanen i 1960’erne OG 1970’erne
  • Interne dokumenter: ­
    Brabrand Boligforening.

Sådan ser skraldesuget ud indefra i rørføringen.

Maskinrummet.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-01 Marts

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2024-01 Marts side 10-11
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2024-01 Marts

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data