Afd. 19: Begrænset fremmøde, men ny bestyrelse valgt i Bronzealdervænget
Afdeling 19 – Bronzealdervænget
Affaldssortering, rengøring og nyindflyttere var i fokus under årets møde i ungdomsboligerne på Bronzealdervænget
af Elsebeth Frederiksen
Regnen silede ned, og robotplæneklipperen kørte ufortrødent udenfor vinduet til det lille mødelokale med plads til 10 personer i ungdomsboligerne på Jernaldervej i Holmstrup. Afdelingen har 128 boliger, men deltagelsen til afdelingsmøderne er meget begrænset.
Lærke Højbjerg, afdelingens formand, fortalte i sin beretning, at der ikke er sket meget i det forgangne år. Fokus har primært været på at hjælpe nyindflyttere med at falde til i området, men der har også været episoder med indbrud og uroligheder.
Sorteringsguider
Der var en diskussion om, hvordan man bedst formidler sorteringsguider til beboerne, især da mange udenlandske beboere måske er usikre på affaldssorteringen. Driftsleder Peter Nørskov Mørch nævnte dog, at beboerne generelt er gode til at sortere. Hvis affaldet ikke sorteres korrekt, kan det føre til behov for ekstra tømning, men det har ikke været nødvendigt endnu.
Rengøringen i fællesarealerne blev også diskuteret, hvor beboerne påpegede, at den ikke udføres ofte nok, og at kvaliteten ikke er tilfredsstillende. Peter beklagede dette og opfordrede beboerne til at kontakte ham direkte ved problemer.
Lærke fortalte, at hun efter tilladelsen til hunde- og kattehold har fået en hund og nu lærer området bedre at kende gennem sine gåture.
Storskrald
Der var spørgsmål om, hvad man skal gøre med storskrald, og om beboerne må bruge containerpladsen i Holmstrup. Svaret var, at de ikke må bruge den, men der kan måske findes en løsning i samarbejde med de andre afdelinger. Det ville mindske forvirringen blandt beboerne, der ikke ved, hvor de skal gøre af deres møbler ved fraflytning. Peter nævnte en episode, hvor en beboer havde smidt skrald udenfor med sit navn på, hvilket gav mulighed for at kontakte personen og true med en bøde, hvis ikke der blev ryddet op.
Budget
Simon Schiøtz Christensen fra økonomiafdelingen redegjorde for budgettet for det kommende år. Beboerne står over for en huslejestigning på én procent, svarende til 9 kroner pr. kvadratmeter om året. En af de store stigninger i budgettet skyldes udgifter til renovation, herunder affaldssortering, som afdelingen hidtil har håndteret godt. Der er også en stigning i administrationsbidraget, der dækker alt det, der kræves for at drive en boligforening, inklusive støtte til afdelingsbestyrelser.
Budgettet blev enstemmigt vedtaget.
Valg
Selvom der var få fremmødte, havde bestyrelsesmedlemmerne Lærke og Dennis forberedt sig og fundet tre beboere, der ville stille op til bestyrelsen. Dermed blev der valgt fire medlemmer og en suppleant: Julie Rosenberg, Emma Lyngbye, Jonas Jensen, Lærke Højbjerg og Dennis Lambertsen, der valgte at blive suppleant.
Der blev også reklameret for repræsentantskabsseminaret i november. Dog blev der ikke valgt en repræsentant til Skræppebladet, men det blev vedtaget, at afdelingen modtager 15 eksemplarer, som kan hentes i vaskeriet. Lærke Højbjerg meldte sig desuden som medlem af FAS.
Huslejestigning 1 %
Afdeling 19, Bronzealdervænget- Ny gennemsnitlig husleje pr. m² pr. år: 990 kroner
- Fire treetagers blokke med 128 boliger.
- Et- og torums boliger på henholdsvis 33 m² og 48 m²
- Adresse: Bronzealdervænget, Aarhus V
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-05 Oktober