Nyt fra bestyrelsesmøder
af Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening
Foreningsbestyrelsen holdt møder den 17. september og 28. oktober. I september var vores arbejde dog mest koncentreret om de mange beboermøder. Alligevel havde vi væsentlige møder i vores forskellige udvalg. Projektudvalget har drøftet kommende byggemuligheder, som starter med en ny afdeling i Hasselager. Beboerdemokratiudvalget forberedte sammen med administrationen vores repræsentantskabskursus den 9.-10. november, hvor vi også fik gode oplæg til rammerne for det fremtidige almene byggeri. Det er jo super spændende.
Men der er også vigtige dagsaktuelle sager. På mødet den 28. oktober godkendte vi ændrede råderetskataloger for afdelingerne 1, 2, 7, 10, 14, 21 og 23, som var blevet vedtaget på beboermøderne. En beslutning i afdeling 27 om opsætning af klimaanlæg/varmepumpe må dog afvente behandling i vores drifts- og administrationsudvalg.
Samme udvalg havde behandlet en sag om et nyt råderetskatalog i Holmstrup, og administrationen fandt, at det ændrede katalog ikke fuldt ud lever op til lovgivningens krav. I skrivende stund undersøges mulighederne for at indkalde til et ekstraordinært afdelingsmøde med en ændret tekst. Derfor besluttede bestyrelsen at afvente overdragelse af sagen til eventuel afgørelse i Tilsynet.
Bestyrelsen følger hver måned udviklingen i udlejningen af vores boliger og antallet af tomme lejligheder. Heldigvis kunne vi konstatere, at når vi ser bort fra de særlige forhold, der gælder for Toveshøj og Gellerup, så er situationen generelt tilfredsstillende. I de to store afdelinger er der ca. 50 tomme lejligheder, især fordi det er vanskeligt at udleje lejligheder på tredje sal i blokke, der ikke er renoveret. Dette problem skal løses gennem den renovering, der gennemføres indenfor udviklingsplanen for området.
På Toveshøj indebærer dette, at der skal vedtages en ny helhedsplan. På grund af bl.a. det tempotab, der altid vil følge med valg af en ny borgmester, skal forhandlingerne med kommunen nu startes op på ny. Der er dog forståelig utålmodighed hos mange beboere med hensyn til at få at vide, hvad der skal ske med deres lejlighed. Vi planlægger sammen med afdelingsbestyrelsen et orienteringsmøde for beboerne.
På baggrund af en TV-dokumentar om manglende overholdelse af bl.a. overenskomster og miljøregler i dele af byggebranchen har vores projektchef bedt hovedentreprenøren for renoveringen i Søvangen om at redegøre for, hvordan det sikres, at sådanne forhold ikke finder sted. Det blev understreget, at der allerede indgår sociale klausuler i vores entreprisekontrakter, og at der ikke er mistanke om lignende problemer i vores entrepriser.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-07 December