Hvordan skal vi bygge, og hvordan skal vi bo?

Repræsentantskabsseminar 2024

Hvordan skal vi bygge, og hvordan skal vi bo? Sådan lød temaet for årets repræsentantskabsseminar, der for andet år i træk blev afholdt på hotel- og konferencecentret Horisont i Aarhus N den 9. og 10. november 2024.

50 deltagere fra 17 forskellige afdelinger, foreningsbestyrelsen, repræsentanter for såvel ikke-bolighavende som medarbejdervalgte i repræsentantskabet samt ledere og medarbejdere fra administrationen var lørdag formiddag samlet og klar til at tage del i årets seminar.
Efter morgensang og velkomst ved formand Keld Albrechtsen stod stadsarkitekt i Aarhus Kommune Anne Mette Boye for dagens første oplæg.

Her fortalte hun bl.a. om, hvilke overvejelser Aarhus Kommune gør sig bystrategisk, når byen skal planlægges og udvikles, hvilke retninger vi ser inden for moderne byudvikling, og hvordan kommunen ønsker, at disse skal forme måden, vi bor på.

Oplægget blev efterfulgt af et gruppearbejde, hvor deltagerne fik lejlighed til at udveksle erfaringer om, hvorfor de bor alment, hvor de gør i dag.

Boligpræferencer og boligpolitik

Efter frokost tog seniorforsker Mette Mechlenborg fra BUILD, Aalborg universitet, ordet.
Boligforskeren står bag et stort forskningsprojekt om danskernes boligpræferencer, og hun gjorde tilhørerne klogere på forskellige tendenser i samfundet, der skaber nye boligbehov – som for eksempel en voksende gruppe seniorer, nye familietyper og flere, der bor alene end som par.
I forlængelse af det stillede hun skarpt på den almene lejeboligs styrker. Herunder blev bl.a. adgang til service og boligrotation, adgang til socialt liv og fællesskab, frivilligt engagement og social kapital fremhævet.

Derefter blev der igen åbnet for diskussion i grupper, hvor deltagerne tog stilling til, hvem vi er relevante for, og hvad det bedste er ved den afdeling, de bor i. Seancen blev afsluttet med fælles opsamling og dialog med salen.

Bent Madsen, administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger, afrundede den faglige del af lørdagens program ved at zoome ind på flere vigtige og aktuelle perspektiver for boligpolitikken og den almene sektor. Han kom ind på emner som ”nærhed i sundhed”, ”lejetab i almene boliger” og udfordringer med ”vand og oversvømmelser.”

Aftenen stod på fælles middag og hyggeligt samvær på hotel- og konferencecentret.

Fleksible fællesskaber

Søndag formiddag bød på ét enkelt oplæg fra antropolog My Madsen, der er forsker i Nationalmuseets Center for Sociale Bymodeller (SUMO), hvor hun undersøger forholdet mellem byggede miljøer og det sociale liv.

I et treårigt forskningsprojekt, ”Fleksible fællesskaber”, som er et samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og Nationalmuseet, har hun været med til at udforske de unikke fællesskaber, der opstår i almene boligforeninger, og hvordan de fysiske rammer spiller ind.

Udstillingen ”Tingenes fællesskaber” udspringer af forskningsprojektet og præsenterer et af projektets hovedpointer, der peger på, at beboere i danske almene boligområder danner fællesskaber på mange forskellige måder. Udstillingen viser f.eks., at ting som lyskæder og potteplanter, der placeres i overgangszonen mellem den individuelle bolig og fællesarealerne, spiller en vigtig rolle i de uformelle fællesskaber, der foregår mellem beboerne, men også, at arkitekturen spiller en vigtig rolle, i forhold til at udveksling og kommunikation gennem ting bliver fællesskabende.

Boligforeningens afdeling 33, Generationernes Hus, er et af fem boligområder, som er blevet undersøgt i forskningsprojektet, og hvor også udstillingen tidligere har været forbi.

Udstilling og workshop

Efter forskerens oplæg kunne deltagerne gå på opdagelse i udstillingen med små modeller, plancher og video- og lytteposter, som bl.a. gav indblik i, hvordan nytænkning af især gange og trappeopgange samt affalds- og genbrugshåndtering udgør vigtige fællesskabende ressourcer for beboerne.

En sidste diskussion i grupper mundede ud i flere ideer omkring, hvordan man kan bidrage til at understøtte fleksible fællesskaber, når der bygges og renoveres.

På den anden side af middag kunne boligforeningens formand runde årets seminar af efter et par gode dage med inspirerende oplæg og diskussioner.

”Hjertelig tak for jeres deltagelse og jeres venlige og rare måde at omgås hinanden på. Det er i beboerdemokratiet en flot præstation, at man kan være sammen og tale rigtig godt og ordentligt med hinanden en hel weekend igennem,” sagde Keld Albrechtsen til medlemmerne af repræsentantskabet, hvorefter det var tid til frokost og hjemrejse.

Læs med

Du kan finde mere materiale fra seminaret via linket her:
www.brabrand-boligforening.dk/om-os/dokumenter-fra-hovedforeningen/

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-07 December

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2024-07 December side 4-5
i sektionen Tema: Repræsentantskabsseminar

forsiden af magasinet 2024-07 December

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data