Skakklubben Gellerup afsluttede første år med juleturnering
Gellerups egen skakklub er blevet en succes og fortsætter i det nye år
Af Jeppe Just

Gellerupparkens beboerlokale dannede rammerne om sin første skakturnering, da Skakklubben Gellerup afholdt juleturnering d. 29. november. Otte af klubbens medlemmer mødte op for at få afgjort, hvem der skal opbevare trofæet ”De gyldne løbere” det næste halve års tid.
Efter tre timer stod det klart, at vinderen enten ville blive Lasse eller David, da de begge havde vundet alle deres partier, men manglede at mø-de hinanden. Derfor blev det afgørende, hvem af
de to, der kunne vinde over den anden. David spillede hvid, Lasse sort, og det blev et ret spændende parti. Efter 32 træk var stillingen således:

Lasse fik overtaget helt med afdækkerskakken
33. … Tc4+ 34. Ka1 Txf4. Herefter så det sort ud for David, og efter yderligere seks træk opgav han.
Skakklubbens første år
Skakklubben Gellerup så dagens lys tilbage i februar og blev også ved den lejlighed omtalt i Skræppen. Det er en beboerdrevet forening, som holder til i Samlingshuset på 2. sal på Gellerup Bibliotek. Her spilles der skak hver mandag fra kl. 18.
I august modtog foreningen 5000 kr. fra kommunens Sport og Fritid-afdeling. De penge er i løbet af efteråret blevet omsat til gode skakbrætter og undervisningsgrej samt fire lærerige undervisningsgange med John fra Aarhus Skakklub. Det har været med til at løfte skakklubben betydeligt. Der er kommet flere medlemmer til, og niveauet er blevet højere.
Sluttede af med julefrokost
Efter turneringen trak forsamlingen over i skakbestyrelsens hovedkvarter: en lejlighed på Gudrunsvej. Her tog man hul på det uofficielle program, som bestod af julefrokost med kryddersnapsesmagning ved snapseudvalget.
Skakklubben vender stærkt tilbage i det nye år.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-07 December

