Alternativ til manglende fælleshus: En boble på 478 m2
Foreningsbestyrelsen siger, der ikke er plads og henviser til leje af hotel
historisk tilbageblik af Ulrik Ricco Hansen
I Gellerup vil afdelingsbestyrelsen gerne have et fælleslokale og foreslår, at der indkøbes en såkaldt Cadovius-boble, der kan rejses på få dage.
Indstillingen var begrundet med, at de foreløbige 2000 mennesker i Gjellerup-Planen, med en befolkningsvækst på 150 pr. måned, vil nå en størrelse som f.eks. Skjern, inden man har nogen form for fælleslokale.
[
] I de to år, der går fra nu og til byggeriet er færdigt, er det tvingende nødvendigt, at der bliver et fælleslokale skriver Knud Dynnes Hansen fra afdelingsbestyrelsen i det allerførste nummer af Skræppebladet i 1970.
Tag dog på hotel
Boblen koster 86.000 kr. + udgifter til gulv, diverse installationer og vedligeholdelse. Det synes foreningsbestyrelsen i Brabrand Boligforening er for dyrt. Og så er der heller ikke plads mellem boligblokkene til en sådan boble.
afdelingsbestyrelsen bemyndiges til i mellemtiden at leje lokaler på hotel Tre ege eller i Århus, lyder det i afslaget fra foreningsbestyrelsen.
Vi er meget glade for den måde, hvorpå vore forskellige tanker og ønsker er blevet optaget af boligforeningen, og vi håber, at vi vil være i stand til at hjælpe til med, at der i Gjellerup-Planen kan skabes et trivselsmiljø, der står mål med den fremragende arkitektoniske baggrund, svarer Knud Dynnes Hansen tilbage.
40 år senere
Tønder-firmaet System Abstracta a/s, der kunne levere boblen, er i dag verdenskendt for sine møbler og især udstillingssystemer designet af danskeren Poul Cadovius. Abstracta-systemet er bygget op omkring metalrør, der kan samles med forskellige forbindelsesled, som bankes ind i enden af rørene.
Hotel Tre Ege på Årslev Møllevej nær Silkeborgvej i Brabrand er ikke længere hotel men herberg – et bo-tilbud til hjemløse. Det drives af Kirkens Korshær.
Den 1. januar havde byen Skjern i Vestjylland 7.622 indbyggere. I Gellerupparken og Toveshøj bor der i dag omkring 10.000 indbyggere i 2400 lejligheder. Begge afdelinger har et permanent fælleshus: Yggdrasil og Laden. Sidstnævnte må Toveshøj dog dele med resten af Århus, da det også er kommunalt beboerhus.
Følg med i jubilæumsaktiviteterne i 2010, hvor Skræppebladet fejrer 40-årsjubilæum.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-10 December