Leder

Er du med til at bestemme?

af Sebastian Adorján Dyhr

Inden for den næste måned kan du, hvis du bor i afdelingerne 4, 5, 6, 15 og 22, møde op til afdelingsmøde og tage stilling til afdelingens regnskab for 2009 og evt. indkomne forslag, og i afdeling 5 og 6 kan du desuden være med til at vælge repræsentanter til din afdelingsbestyrelse.

Det er altså her, du personligt kan være med til at præge beslutninger, der de næste år kan påvirke din hverdag i boligforeningen. Og som du kan læse i bladet her, er der i øjeblikket arbejde for de folkevalgte i forbindelse med boligforeningens og flere afdelingers regnskab for nogle år siden, hvor der har været problemer med afregningen af varme.

Som afdelingsbestyrelsesmedlem er der desuden mulighed for at være med til at planlægge en masse spændende arrangementer for dine naboer i afdelingen, et arbejde der kan skabe gode muligheder for at velfungerende fællesskab.  Denne slags aktiviteter kan du jævnligt læse om her i Skræppebladet, og vi vil altid gerne  høre om flere tiltag og arrangementer i afdelingerne, som andre afdelinger måske kan kopiere og være glade for.

I afdeling 4 har den siddende afdelingsformand fundet en artikel fra afdelingens første formand omkring arbejdet som sådan for 40 år siden – den artikel kan læses i dette nummer.

Med disse muligheder og opgaver i tankerne vil jeg hermed opfordre dig til at møde op ved dit afdelingsmøde, bruge din tale- og stemmeret på mødet og deltage i det nære demokrati. Stil måske op til din afdelingsbestyrelse og tag din del af arbejdet i og for fællesskabet, eller brug dine kræfter i en af de mange aktiviteter, der er i afdelingerne, og vær på den måde med til at gøre det endnu bedre at bo i Brabrand Boligforening.




Del eller print denne side:  



 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt