Alle beboere tvinges til at modtage TV3 igen-igen

Derved sikres et ordentligt tv-udbud og en stærk basispakke

af Jette Bundgaard

Dette er budskabet i et indlæg med titlen ’TV3 tilbage i basispakken’ på side 8 i sidste nummer af Skræppebladet. Indlægget består mest af en række citater af Aase Asmus Christensen, bestyrelsesmedlem i Antenneforeningen Aarhus og afdelingsformand i Rødlundparken, men ingen spørgsmål. Jeg vil her forsøge at stille nogen af de spørgsmål, jeg savner – og savner svar på – i indlægget.

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Hvilke nye muligheder i tv-landskabet?
Indledningsvis får vi at vide, at det danske tv-landskab hele tiden forandrer sig, og at der lige nu vælter nye muligheder ind over de danske forbrugere. Hvad det er for nye muligheder, der tænkes på, uddybes ikke nærmere, men det fremgår, at Antenneforeningen Aarhus vælger at omsætte disse nye muligheder i praksis ved at lægge TV3 tilbage (!) i basispakken sammen med et par andre gamle kendinge som DK4 og TV2 Charlie.

Ud går i stedet ZDF, SVT 2 og NRK 2, angiveligt af pladshensyn. Nye muligheder kan dermed ikke referere til forbedrede pladsforhold i det danske tv-landskab. Eller til friske, uprøvede kanaler. Eller til muligheden for køb af tilvalgskanaler. Eller til pay-per-view. Men hvilke relevante nye muligheder i tv-landskabet refereres der så til?

Hvad er et ordentligt tv-udbud til alle?
Antenneforeningen Aarhus ser det som en af sine fornemste opgaver at sikre et ordentligt tv-udbud til alle, får vi dernæst at vide. Hvad Antenneforeningen Aarhus forstår ved et ordentligt tv-udbud til alle fremgår ikke direkte, men det har tilsyneladende noget at gøre med at tage særligt hensyn til de seere, ’som måske ikke lige kan overskue de nye tekniske muligheder.

Og der må vi bare erkende, at for de medlemmer betyder de danske kanaler meget. Derfor har vi valgt at gøre den mindste pakke endnu stærkere.’ Sådanne medlemmer skal der selvfølgelig nok være nogen stykker af, men alle er det i hvert fald langtfra.

Jeg kan ikke følge den logiske, indre sammenhæng i ovenstående argumentation og vil derfor nøjes med at forholde mig til resultatet, sådan som det udmønter sig i den ændrede basispakke. Hvad der forstås ved et ordentligt tv-udbud og en stærkere basispakke, er der helt sikkert mange forskellige meninger om.

For at tage et eksempel sender SVT 2 programmer som Litteraturmagasinet Babel, Forbrugermagasinet Plus foruden diverse samfundsmagasiner, mange af dem med danske undertekster. Til sammenligning viser tv-programmet for TV2 Charlie for den 2.10.2012 en sendeflade, der fra start klokken 7.55 morgen til slut en times tid efter midnat udelukkende består af engelske, tyske og amerikanske komedie-, drama-, familie-, krimi- og politiserier. Hvad er så fidusen ved, at kanalen er dansk?

Et kig på TV3’s hjemmeside den 30.9.2012 siger også en del om, hvilken type programmer vi kan imødese herfra: Amalies Verden og programmer om, hvor meget Nicholai har taget på, og om Morten og Pernille er blevet kærester. Og så masser af reklamer selvfølgelig (http://tvtid-dyn.tv2.dk/nytomtv/article.php/id-35391204:tv3-viser-ulovligt-mange-reklamer.html).

Hvad koster det?
I Holmstrup, hvor jeg selv bor, er antennebidraget for basispakken steget både stærkt og markant siden 2007. Dengang var prisen kr. 584,50 om året pr. lejemål, mens den i øjeblikket er kr. 891,36. En stigning på 52%.

Pr. 1. januar 2013 får antennebidraget så et ordentligt hak opad, idet der er varslet en stigning på kr. 321,72, eller 36%. – Rødlundparken ser dog ud til at kunne slippe med en stigning pr. 1. januar 2013 på kr. 2,41. Denne forskel er ikke gennemskuelig.

I det hele taget kommer indlægget ikke ind på antennebidraget, bortset fra at vi forsikres om, at ændringerne ingen indflydelse får på basispakkens pris i år. Godt så. Men det glade budskab om tre gratis betalingskanaler i tre måneder, som lyder både først og sidst i indlægget, må vel være mindre relevant end prisen fremadrettet? Men måske denne pris overhovedet ikke kan gives? Netop TV3 har jo en historie for ganske betydelige prishop, selv midt i et budgetår.

Hvad forstår man ved en basispakke?
Ud over en afklaring af sådanne spørgsmål er der tilsyneladende også opstået et behov for en principiel diskussion af intentionen med basispakken:
Skal den fortsat ses som det billigst mulige tilbud til de beboere, der enten ikke er interesserede i eller ønsker at blive påtvunget eller har råd til et dyrt eller stort tv-udbud?

Eller skal der, som der lægges op til i ovennævnte indlæg, indføres et nyt koncept for basispakken? Et koncept, hvor gratiskanaler udskiftes med betalingskanaler, angiveligt af hensyn til de beboere, ’som måske ikke lige kan overskue de tekniske muligheder’ og derfor heller ikke formodes at kunne finde ud af at abonnere på en pakke, der matcher deres behov.


Svar fra antenneforeningen

Fra redaktøren:

Antenneforeningen har skrevet en kommentar til dette indlæg, som Skræppebladet har modtaget den 13. oktober 2012.

Vi beklager, at dette svar ved en fejl ikke kan bringes i den trykte udgave af bladet. Svaret kan læses på vores hjemmeside og kommer naturligvis med i vores decembernummer.

Kommentar til indlæg ved Jette Bundgaard

Hvilke nye muligheder i tv-landskabet?

Det danske tv-landskab forandrer sig voldsomt for tiden. I løbet af kort tid vil f.eks. det nye G4 net tage noget af den kapacitet, vi hidtil har haft rådighed over til tv-kanaler.

Smart Tv, som efterhånden rigtig mange benytter eller ønsker, kræver også noget af kapaciteten i sendenettet.

Mange spændende nye muligheder for danskerne, men som altså ikke giver bedre plads til tv-kanaler.

Derudover vil OTT services (over the top services), f.eks. filmudbyderne Netflix, OBH, Google TV og andre være med til at give helt nye muligheder for alle danskere.

I samme forbindelse kan det nævnes, at vi længe ikke har været lovmæssigt forpligtede til at sende på den analoge platform, men at vi har valgt at fortsætte med at sende analogt en tid endnu for at give vores medlemmer god tid til at beslutte sig for at købe et digitalt fjernsyn (MPEG4 og DVB-C).

Vi må altså acceptere, at flere og flere kanaler efterhånden flyttes til udelukkende at blive sendt digitalt, i denne forbindelse altså ZDF, SVT2 og TV2 Norge.

Hvad er et ordentligt tv-udbud til alle?

Antenneforeningen Aarhus blander sig ikke i de enkelte kanalers indhold, men vi er ifølge vores vedtægter forpligtet til at sikre et så alsidigt udbud som muligt. Desuden viser vores brugerundersøgelser, som vi også er forpligtede til at have med i vores beslutninger om kanaludbud, at rigtig mange af vores medlemmer vægter det højt at have mulighed for at se TV3, DK4 og TV2 Charlie uden at skulle tilkøbe en dyrere tv-pakke.

Hvad koster det?

Antenneforeningen Aarhus har indgået aftale med Stofa om, at basis-tvpakken til kollektivt tilsluttede anlæg som afdelinger i Brabrand Boligforening i 2013 koster dkk 99,- pr. husstand pr. måned.

Dette beløb fremgår i øvrigt af det budget for antennebidrag 2013, som den enkelte afdeling har fået tilsendt fra administrationen i Brabrand Boligforening. Opkrævningerne i de enkelte afdelinger kan dog variere alt efter om afdelingen har justeret månedsopkrævningerne efter de ændringer, der har været tale om i de foregående år.

Hvad forstår man ved en basispakke?

Tv-basispakken er i bund og grund en god mulighed for dem, der ikke ønsker et stort udbud af tv-kanaler, men ønsker et basisudbud til den bedst opnåelige pris for en kollektiv tilslutning.

Derudover drejer det sig om, at tv-pakken ifølge undersøgelser og konkurrerende udbydere skal være mere interessant og varieret end den var med blot de danske kanaler og en række nabolandskanaler.

Endelig skal det endnu engang understreges, at enhver kollektivt tilsluttet boligafdeling er i sin gode ret til på et afdelingsmøde at beslutte ikke at ville fortsætte med en kollektiv opkrævning af tv-basispakken.

Med venlig hilsen

Antenneforeningen Aarhus
Bestyrelsen
v/Aase Asmus Christensen




Del eller print denne side:  


En kommentar til
“Alle beboere tvinges til at modtage TV3 igen-igen”


  • 1

    Carsten Jensen skriver:

    Jeg kan kun tilslutte mig Jette Bundgaards undren over denne urimelige stigning i antennebidraget.

    Jeg tillod mig at skrive til BB for en kommentar, men dette har man fuldstændigt valgt at ignorere.

    Det faktum at jeg føler at jeg bliver tvunget til at købe “2 liter mælk” hver gang jeg handler ind (til trods for at jeg ikke drikker mælk) – er i den grad i min verden så sjofel en handling at jeg nærmest får det dårligt bare ved tanken.

    At man så fra administrationens side fuldstændig vælger at ignorere en henvendelse, fortæller mig blot at man ikke ønsker at tage stilling til dette problem.

    Alt dette har nu fået mig til at søge anden boligform – BB ønsker åbenlyst ikke ressource-stærke beboere i deres boliger.. de er jo kun til besvær, da de stiller spørgsmål og krav.


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt