Lederen
Vi skal passe på hinanden – for det er der ikke andre, der gør
Af Helle Hansen
I disse tider må man nogle gange knibe sig selv i armen for at finde ud af, om man er vågen eller midt i et uhyggeligt mareridt. Desværre er det nye kontanthjælpsloft ikke en ond drøm, men snart en barsk realitet for de af vores naboerne, der er så uheldige at være på kontanthjælp.
De hårde følger af lovgivningen, som betyder beskæringer af boligsikringen, rammer direkte og hårdt allerede fra 1. oktober (hvis ikke beboeren er så uheldig at være i gruppen af borgere, der allerede blev ramt den 1. april).
Nærmest utroligt, men virkeligt, så rammer lovgivningen allerhårdest de allersvageste i vores samfund: enlige mødre og enlige fædre. Og oven i købet rammer den værst i de familier, hvor der er mange børn.
BL har med Beskæftigelsesministeriet som kilde regnet sig frem til, at kontanthjælpsloftet i en gennemsnitlig familiebolig kan beskære rådighedsbeløbet hos en enlig far eller mor med fire børn med helt op til 4.600 kroner om måneden – reelle kroner vel at mærke.
Med den oplysning i mente kan jeg ikke rigtig blive ophidset over at høre, at endnu en stor dansk banks kreditforening har tilladt sig at hæve bidragssatsen, så husejerne risikerer at skulle betale helt op til 2.700 kroner ekstra pr. million lånte kroner – om året.
Jov, det er da synd for husejerne, at bankerne sådan kan hæve deres gebyrer, som de har lyst. Men beløbet er da i småtingsafdelingen set i forhold til den behandling, regeringen og folketingets flertal har givet de fattigste i vores samfund. Kontanthjælpsloftet rammer i kroner og øre de enlige børnefamilier op til tyve gange hårdere end husejernes forhøjede bidragssatser, hvis man kan sammenligne.
I Gellerup og Toveshøj har vi godt 600 beboere, der lever på kontanthjælp. Mange af dem er sikkert enlige med flere børn. Og der bor nok også nogle i boligforeningens andre afdelinger.
Så når vi runder den 1. oktober, risikerer vi, at nogle af vores naboer ikke længere har råd til at betale husleje. Og så bliver de nødt til at flytte et andet sted hen, hvor lejen er mindre – hvis sådan et sted findes. Heldigvis skal kommunen dog, fordi der er børn indblandet, hjælpe med at finde sådan en billigere bolig.
Som lejere i en boligforening ender vi alle med at få en regning på grund af regeringens kontanthjælpsloft. Den opstår, når vi ikke får huslejekroner ind. Lejetabet skal alle vi, der bor i afdelingerne, nemlig være med til at dække over huslejen.
Der er derfor al mulig grund til, at vi alle forsøger at hjælpe vores naboer på kontanthjælp med at klare skærene – og allerhelst skaffer dem et arbejde, så de kan slippe ud af den forfærdelige situation, som vores samfunds lovgivere har sat dem i.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2016-05 Juni/Juli