Gellerup.nu og her
(juni ’17)
Det fortæller vi om i magasinet, som beboerne i Gellerupparken og Toveshøj får sammen med Skræppebladet
Af Birger Agergaard
Allerede da helhedsplanen blev vedtaget, drømte vi om et levedygtigt iværksættermiljø i Gellerup. Nu er det der: mad, IT, håndværkerfag, helse, kommunikation, kreative fag – you name it.
I bladet skriver vi om to af miljøerne: Opgangen, som er i gang, og Gazellefarmen, som åbner efter sommerferien.
Vi fortsætter også vores serie om de aktive i Gellerupparkens og Toveshøjs afdelingsbestyrelser: hvorfor bruger de så mange timer på det – hvad drømmer de om?
I juli kulminerer Gellerups bidrag til kulturhovedstaden. Eutopia International Festival pulserer fra 26. til og med 30. juli på Eutopia Stage og en stor festivalplads med mange oaser. Glæd dig!
I den mere kedelige ende skriver vi om bandeuroen, der er startet i det vestlige Aarhus og lokker nogle få unge ind i bandemiljøet. Vi har talt med lokalpolitiets leder, som blandt andet beder forældrene se meget nøje på, hvem deres unge omgås.
Toveshøj skulle have bygget et splinternyt beboerhus, men har i stedet valgt at renovere den gode gamle Tousgårdslade. En teknisk rapport siger, at det sagtens kan gå, og Laden har så meget sjæl og historie, at beboerne helst vil blive i Laden.
Kvindesvømningens exit får også en tur: nu er der ret tomt i Gellerupbadet i de timer, hvor kvinderne tidligere svømmede. Et gigantisk selvmål, siger en politiker om byrådsflertallets beslutning.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2017-04 juni-august