Afd. 26: Juletræsfest for fjerde år i træk i Østergårdsparken
Afdeling 26 – Østergårdsparken
Traditionen tro holdt festudvalget juletræsfest for alle beboerne
Tekst festudvalget, fotos beboere i Østergårdsparken

Julemanden kom selvfølgelig også forbi.
Jul og glade dage
Juletræsfesten har været en tilbagevendende tradition i de to afdelinger i Østergårdsparken, og i år havde festudvalget sørget for ekstra hygge – vejret viste sig tilmed fra sin mest julede side og bød på sne, der dalede, imens folk summede omkring.
Julemand, juletræ og juleslik
Festudvalget havde i år overrasket med julelys på alléerne i afd. 25 og et tre meter højt juletræ ved legepladsen, med masser af lys og stor julestjerne, der prydede afdelingen hele december måned. Dette træ var således også samlingspunktet, da alle 100 fremmødte beboere dansede om juletræ til guitarmusik og med sne, der dalede om ørerne.
Efter de fem gange rundt om træet, gjorde julemanden sit indtog til stor fryd for alle børnene, som pænt stillede sig op på række for at få en pose med godter. Julemanden tog derefter en tur rundt om træet med beboerne og børnene.

Lang kø for at få en pose med godter.
Noget at varme sig på og god stemning
Til sidst var der varm kakao, gløgg og æbleskiver, imens julemusikken flød. Det var en smule koldt, men alle beboere hyggede og snakkede og grinede igennem kulden og fyldte hele legepladsen med hyggelig julestemning.
Festudvalget takker for en utrolig hyggelig juletræsfest som altid, og vi er så utrolig taknemmelige for det flotte fremmøde, der altid er.
Vi ses til fastelavn!
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-01 Februar